7. gang kemo (5. gang med Paclitaxel) – og lidt om lægesamtale

I går fik jeg endnu en gang kemo, men denne gang uden intravenøs forbehandling med binyrebarkhormon, og det gik godt og uden komplikationer.

Jeg har vist ikke fået fortalt dig, at jeg ikke var særligt tilfreds med den lægesamtale jeg havde, hvor jeg fik at vide, at tumoren var vokset. Det skyldtes primært lægens måde at informere mig på. Hun var meget faktuel og var “kun” reservelæge, og som jeg opfattede det havde hun ikke nok erfaring i forhold til min situation, og endnu værre så var hun ikke interesseret i at bruge og øse ud af den erfaring hun måtte have i forhold til mig.

Det eneste hun sagde da jeg spurgte ind til om min prognose stadig var god, som jeg havde fået at vide til min første lægesamtale, var “vi må se hvordan næste scanning ser ud”, og ja det kan jeg jo sådan set godt selv regne ud, men hvad siger din erfaring dig? Hvordan plejer behandlingsforløbet at være for de patienter I har, hvor kemoen ikke har virket? Hvad siger statistikken osv.

Så jeg var ikke tilfreds! Og jeg gik fra lægesamtalen og var et stort spørgsmålstegn og endnu mere bange og utryg end jeg længe har været, fordi hun havde sendt mig ud ad døren i uvished og dermed uden håb.

Og det fik jeg kort drøftet med min sygeplejerske (der selv deltog i førnævnte lægesamtale), og jeg sagde til hende, at jeg ville være meget ked af, at få min næste lægesamtale med den samme læge, når jeg får svar på MR-scanningen, der skal foretages om en uge, og måske igen skulle gå flere uger med en dårlig og utryg følelse. Så hun fik trods lidt besvær rykket mig rundt i deres tæt pakkede kalender, så jeg nu får lægesamtalen med min faste overlæge.