“Dommen” – mødet på Rigshospitalet og svar på biopsier

Det er de længste 10 dage i mit liv. De 10 dage der går fra biopsierne bliver taget og til jeg får et svar.

Jeg skal have svar på hvilken kræftform det er, der vokser i mit bryst, og jeg skal have svar på, om det har spredt sig til den hævede lymfe, og i værste fald, om der er sket yderligere spredning til andre organer. Hvis der er sket spredning til andre organer betyder det, at man er kronisk syg, og formentlig aldrig bliver rask igen (og dermed heller ikke særligt gammel) – og det er det, jeg er allermest bange for at få at vide.

Jeg er rystende nervøs den onsdag morgen, den 29. maj 2019, hvor mig og min mand tager hjemmefra kl. 9 for at mødes med en kirurg på Brystkirurgisk Ambulatorium kort efter. Det føles som dagen, hvor jeg kan få min dødsdom, eller “nøjes” med “bare” at have brystkræft.

Vi sidder i et lidt mørkt venteværelse med 2-3 andre kvinder, der sidder med deres pårørende og ser lige så tomme ud i blikket som mig. Vi venter og venter, og det føles som en evighed før der kommer en meget venlig sygeplejerske og kalder mit navn op. Vi følger ængstelige med ind på en hospitalsstue, hvor der sidder en kvindelig kirurg og en lægestuderende klar.

Jeg spørger dem, om de har noget imod at jeg optager samtalen på min mobil, så jeg kan få det hele med. Det har de ikke, men jeg kan samtidig mærke på deres svar, at det ikke er hver dag de bliver spurgt om det. Det kan i hvert fald anbefales at gøre det, da jeg efterfølgende har haft stor glæde af at høre samtalen igennem igen. Mange af de kvinder der kommer til dette møde har ikke fået en så klar melding som jeg fik til scannings- og biopsiundersøgelsen. De er ikke forberedte i samme grad, fordi det måske ikke har været tydeligt ved ultralydsscanningen hvad knuden består af, som det var i mit tilfælde. Og jeg har læst mange eksempler på, at kvinder kommer ind til dette møde, og så snart ordet “kræft” bliver nævnt, så går de i sort og hører ikke et eneste ord mere af hvad der bliver sagt.

I korte træk får jeg at vide, at jeg har en meget stor knude i mit bryst, at den er 80% østrogenfølsom og at jeg er HER2 negativ, hvilket betyder at knuden ikke er agressiv. Som sygeplejersken udbrød, da jeg spurgte om min prognose: “Den kombination du har, er den bedste man kan have”, og de siger flere gange under mødet, at de satser på at jeg bliver rask igen, og får mig dermed også overbevist om, at jeg altså ikke skal forlade denne verden lige med det samme. En kæmpe sten falder fra mit hjerte!

Men canceren har desværre bredt sig til den hævede lymfe, så derfor bliver jeg med det samme sendt videre til blodprøvetagning og røntgen af lunger for at se, om der er sket yderligere spredning til andre organer.

Jeg får forklaret, at jeg skal starte med kemoterapi i cirka 4 1/2 måned og derefter have opereret hele brystet væk (mastektomi), dels på grund af knudens størrelse og dels på grund af, at der i det omkringliggende væv i brystet også ses små øer med cancer. Man starter med at give mig kemoterapi for at se, om canceren kan trække sig tilbage fra lymferne og knuden kan blive mindre, da det giver et bedre resultat, når jeg skal opereres. Desuden kan man ved kemoterapi inden operation se, om kemoterapien virker på den cancerform jeg har (det kan man jo ikke se, hvis jeg har fået opereret canceren væk først).

Vi går rimelig opløftede fra mødet, for vigtigst af alt har jeg ikke fået en dødsdom!