Tilbage til mit gamle liv

Som jeg skrev den anden dag, er mit kræftbehandlingsforløb slut, og jeg er nu begyndt at arbejde igen. Første gang jeg var af sted, var i mandags for 5 dage siden.

Det er en ambivalent følelse at begynde at arbejde igen – ikke så meget selve udførelsen af arbejdet – men det igen at skulle af sted hver dag. Forpligtelserne, og det at der nu forventes noget af mig.

Oven på de sidste 7 måneder – hvor ikke to dage har været ens – skal jeg nu lave det samme hver dag. Jeg skal gøre mig klar om morgenen til en bestemt tid og ikke mindst – jeg SKAL af sted.

Min arbejdsgiver har håndteret mit sygdomsforløb rigtig godt, og jeg er kun blevet mødt med stor opbakning fra ledelse, HR og mine kollegaer, men fordi jeg kun havde arbejdet der 1 år inden jeg blev syg, så kan jeg mærke et stigende behov for at bevise over for dem, at de dengang i maj 2018 ikke kun fik ansat noget, der udelukkende udviklede sig til en byrdefuld udgift, men at “den gode mig” altså stadig er derinde og nok skal komme tilbage.

I den relation er jeg min egen værste fjende, og jeg skal passe på, at jeg ikke får presset mig selv for hurtigt “op i gear” og arbejdstid, udelukkende fordi jeg gerne vil bevise over for dem, at jeg stadig er den samme som jeg var dengang jeg startede.

Ét skridt for hurtigt frem, får med det samme min krop til at træde to skridt tilbage, så jeg må lære at acceptere min situation og give mig selv den tid som sind og krop har brug for.

Min indre stress kan nemlig ikke forceres væk. Den skyldes en belastningsreaktion som jeg fik allerede dengang jeg fik diagnosen, og den giver de samme kognitive vanskeligheder som hvis jeg havde “almindelig” stress. Koncentrationsbesvær, dårlig hukommelse, manglende overblik og hurtig træthed er nogle af de ting jeg døjer med.