Hvor længe er jeg her mon…?

Den anden sad jeg på nettet og kiggede efter nogle billetter til stand-up. De eneste ledige billetter var i april og oktober måned 2020…GISP! OKTOBER! “Uhh der er lang tid til. Så er april vist bedst, for uanset hvad der sker, så burde jeg være i live der”. 

Og det kan måske virke absurd, men det er ikke desto mindre den tanke jeg fik – og stadig får, når jeg tænker længere ud i min fremtid. Det er ikke noget jeg dvæler ved, men det er mere en hurtig tanke som jeg registrerer, hvorefter den forsvinder igen.

Det er ikke fordi der er noget i min diagnose der har ændret sig, men det er nok bare de nye livsvilkår jeg lever under efter jeg har fået kræft. At jeg på en måde har set døden i øjnene, og derfor altid vil have angsten med mig, fordi jeg med sygdommen er blevet så bevidst om, at det her er noget, der kan tage livet af mig (før tid).

Jeg håber det bliver bedre med tiden – det gør det nok – men lige nu er det altså bare sådan det er.

Jeg endte med først at kunne få billetter i oktober – der er jo en evighed til – men jeg bestilte dem med nogenlunde ro i maven, og glæder mig til jeg skal af sted.