Som jeg skrev den anden dag, er mit kræftbehandlingsforløb slut, og jeg er nu begyndt at arbejde igen. Første gang jeg var af sted, var i mandags for 5 dage siden. Det er en ambivalent følelse at begynde at arbejde igen – ikke så meget selve udførelsen af arbejdet – men det igen at skulle af sted hver dag. Forpligtelserne,...

Den sidste stråling var som bekendt den 20. december 2019. Den satte et punktum, og den markerede, at mit kræftbehandlingsforløb officielt er afsluttet. Jeg er nu det man burde kunne kalde “rask“. Der går nok lidt tid før jeg selv helt forstår det – og føler det – men det er dejligt, at jeg nu er færdig med det forløb,...

Den anden sad jeg på nettet og kiggede efter nogle billetter til stand-up. De eneste ledige billetter var i april og oktober måned 2020…GISP! OKTOBER! “Uhh der er lang tid til. Så er april vist bedst, for uanset hvad der sker, så burde jeg være i live der”.  Og det kan måske virke absurd, men det er ikke desto mindre...

PÅ ALLE MÅDER! Jeg er færdig med kræftbehandlingen. Men jeg er også færdig både fysisk og mentalt. Jeg er kørt over. Udhulet. Centrifugeret. Og nu forventes det, at jeg kan stå på egne ben uden at vælte. Det ved jeg ikke helt om jeg kan…

…det får jeg i hvert fald tit at vide at jeg er. Ofte flere gange på en dag. Jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg føler mig ikke særligt sej. Er man sej fordi man gennemgår det behandlingsforløb lægerne har tilbudt én? Alternativet er jo at man dør… Jeg ved, at dem omkring mig udelukkende mener det positivt og siger...