3. gang kemo (nu med den nye type kemo, Paclitaxel)

Som du kunne læse i går, har den første type kemoterapi jeg fik, desværre ikke haft nogen virkning, så i dag er dagen, hvor jeg skal have en ny slags kemo. Det hedder Paclitaxel, og det skal jeg have en gang om ugen i 12 uger.

Det har hele tiden været planen, at jeg skulle have Paclitaxel 9 gange efter jeg havde fået de 3 første gange med kemotyperne Epirubicin og Cyklofosfamid – også kaldet “EC”, men fordi “EC” ikke har vist nogen effekt efter de 2 gange jeg nu har fået det, så afbryder man behandlingen og kører videre med Paclitaxel, som jeg skal have 3 uger længere end først planlagt, fordi der er skåret en behandling med “EC” væk.

Paclitaxel skulle ikke give de store bivirkninger ud over nervepåvirkning i fingerspidser og fødderne, men til gengæld er den noget mere omfattende, når den skal gives. “EC” tog kun en times tid, hvor Paclitaxel tager 3 timer.

Jeg skal have kemo kl. 9, og starter dagen kl 7 med at spise en forebyggende pille – en antihistamin, der skal forhindre, at jeg får en allergisk reaktion ved infusion af kemoen (bl.a. åndedrætsbesvær, der kan være tegn på, at man er ved at få et anafylaktisk chok).

Jeg har valgt at tage alene af sted til kemobehandling i dag. Selvom behandlingen er noget mere omfattende og hele kemo-sessionen tager omkring 3 timer, samt at der er risiko for at få en voldsom allergisk reaktion, når man får kemoen, hvor det måske kunne være rart at have en pårørende med, så har jeg på trods heraf prioriteret, at få en stund for mig selv. Der har i mange uger været nogen omkring mig hele tiden, så jeg glæder mig faktisk til bare at sidde og vente og glo ud i luften alene.

Jeg ankommer kl 9 på Onkologisk Ambulatorium. Jeg bliver mødt af min sygeplejerske, da jeg stiger ud af elevatoren, og bliver ført ind på en hospitalsstue, hvor jeg lægger mig til rette i en seng og derefter får lagt venflon (drop) i højre håndled. Der bliver skudt binyrebarkhormon gennem droppet, som er endnu en slags medicin, der gives for at forhindre en allergisk reaktion under infusionen af kemoterapien.

Jeg har sagt ja til at benytte kølehandsker og kølesko et kvarter før, efter og under selve kemobehandlingen. De er lavet af gele beklædt med nylon, og har ligget i fryseren inden de bliver sat på mine hænder og fødder. Det kan forebygge negleforandringer så som striber/riller, misfarvede og fortykkede negle, der revner, knækker eller helt falder af. Derudover kan det forebygge nervepåvirkning i hænder og fødder både i den periode, hvor jeg behandles med Paclitaxel, men også i flere måneder og år efter kemobehandlingen, hvor nervepåvirkningerne i værste fald vil kunne plage mig. Den gode virkning ved frysemetoden skyldes, at de yderste blodkar i hænder og fødder trækker sig sammen, og dermed kommer der en mindre mængde kemoterapi ud i fingre og tæer.

Sygeplejersken sætter kemoen i gang – hvis jeg får en allergisk reaktion kommer den cirka inden for 5-20 minutter efter infusionen sættes i gang. Uanset at reaktionen kommer skal jeg have kemoen – i så fald vil infusionen efter et anfald blot ske langsommere.

Jeg kan mærke, at jeg er nervøs. Sygeplejersken har fortalt mig, at hun skal sidde hos mig den første halve time, og hvis det sker at jeg får det mindste antræk til et allergisk anfald (varme på hals eller i ansigtet eller trykken for brystet) trykker hun på alarmklokken, og så vil der i løbet af få sekunder stå en horde af læger og sygeplejersker klar til at hjælpe mig. Hun sidder og taler mens jeg er meget opmærksom på hvad der sker i min krop. Jeg bliver bange for, at jeg af bar nervøsitet kan få kørt mig op til et anfald, og prøver at flytte fokus fra følelsen i min krop og videre over til sygeplejersken, der sidder og taler med mig.

Inden jeg får set mig om er den “kritiske” tid gået, og kemoen triller fortsat ubemærket ind i min krop. Infusion af kemoen skal ske på en time i alt. Den har nu kørt en halv time, og køle-futterne på mine hænder og fødder bliver skiftet ud med nogle friske og iskolde. Det gør hamrende ondt i fødderne. Jeg prøver at ignorere det og tænke på noget andet, men det føles som om jeg er ved at få de vildeste forfrysninger i tæerne. Det skærer som små knive helt ind i knoglen. Der skal en del til før jeg piver, men jeg må efter 5 minutters intens smerte i fødderne, spørge sygeplejersken, om jeg må tage dem af et øjeblik. Det må jeg godt, og det hjælper. Jeg får dem på igen kort tid efter, og så føles det ok.

Da jeg er færdig får jeg lidt ekstra saltvand gennem droppet, og så kan jeg ellers gå hjem igen.

Jeg kan mærke, at jeg slet ikke er påvirket på samme måde, som jeg var ved den første type kemo (EC), og det er virkelig rart. Jeg cykler langsomt hjem, og tager derefter ud i den bagende sol og hygger mig med min familie resten af dagen.

I skrivende stund, kl, 22.00, har jeg stadig ingen bivirkninger fået, og det er en virkelig stor lettelse.