Lægen vidste kemo ikke ville virke!?

Man siger, at kommunikation er en svær ting, og det kan jeg efter min tur i kræftkarrusellen kun nikke ja til.

Oven på min lægesamtale i fredags, har jeg haft brug for at forstå min helbredsmæssige situation lidt bedre, så jeg har i dag haft detektiv-hatten på og snuset rundt i mine journalnotater på sundhed.dk.

Det viser sig, at min tumor er en “Luminal A” undertype af de østrogenfølsomme tumorer. Det kan jeg se, at de allerede fandt ud af i juni måned, efter jeg fik taget den ekstra biopsi.

Det er der underligt nok ingen af de mange lægehænder, jeg har været igennem, der har fortalt mig. Jeg har fra starten fået at vide, at min prognose så god ud, men ikke hvorfor – ud over at det var fordi min tumor var østrogenfølsom. Men da kemoen ikke virkede, gik jeg ud fra, at min prognose så alligevel ikke var så god, fordi tumoren jo voksede til dobbelt størrelse på kun halvanden måned. Men jeg har nu læst på bl.a. Rigshospitalets hjemmeside, at det åbenbart er kendetegnet for Luminal A-tumorer, at de ikke har gavn af at få kemoterapi???? Øhh nå ok, det var da meget rart – men måske også rimelig relevant – at få at vide, hvis du spørger mig.

Jeg kunne da i hvert fald have vejet 4 kilo mere i dag, hvis jeg havde kendt til denne information, da jeg for 2 måneder siden var til lægesamtale og fik at vide, at min tumor var vokset under kemoen. Og det havde været rart at vide, da den (undskyld mig) tåbelige reservelæge – der ikke vidste en skid, eller i hvert fald ikke ville ud med sproget – heller ikke kunne svare mig på, om min prognose stadig så god ud, men at vi “blot måtte afvente næste scanning, og se hvordan det så ud der”.

På trods af, at jeg var dybt frustreret og bange over, at tumoren var vokset under kemo nævnte hun på intet tidspunkt “jamen din tumor er Luminal A, så det er faktisk ikke så usædvanligt at den ikke reagerer på kemoen…bla bla bla”. Men i stedet gik jeg hvileløst rundt mens jeg mistede appetitten og følte mig fuldstændig stoppet til randen med bekymringer og angst. Jeg har gået og følt mig som et særtilfælde fordi kemoen ikke virkede, og alle de hvide kitler omkring mig har samstemmende givet mig det indtryk, at jeg nærmest var et stort mysterium, og at det kun var noget der skete meeeeeeget sjældent.

Men alt dette kunne have været undgået, hvis en eller anden havde sagt “kære Lone – nu giver vi dig noget kemo, men bliv ikke fortvivlet hvis det ikke virker, for du har en kræftundertype der hedder Luminal A, som ikke altid reagerer så godt på kemobehandlingen, men det er alligevel et forsøg værd i forhold til at det kan hjælpe med at få trukket canceren væk fra dine lymfer…”.

Ja jeg er sgu’ lidt knotten over den manglende kommunikation, som kunne have gjort mit liv så meget mere behageligt de sidste 2 måneder, men selvfølgelig er jeg også mega glad og lettet over at finde ud af, at kvinder med Luminal A brystkræft har meget lav risiko for, at sygdommen vender tilbage, men også har den største overlevelsesrate blandt kvinder med brystkræft, fordi den kræfttype er langsomtvoksende og som regel kun er på stadie 1 eller 2, hvor de værste og farlige tilfælde hører til på stadie 4.

Og i forhold til min store bekymring over, at der ikke var så god respons på kemoen, så skulle der til gengæld være rigtig god effekt af den antihormonbehandling, som jeg skal have de næste 10 år. Faktisk sagde min onkolog-læge, at hun forventer, at man om 10 år slet ikke giver kemo til sådan nogle Luminal A typer som mig, men derimod kun operation og behandling med antihormon.

Så et lille og forsigtigt juhu herfra…