Min risiko for et kræft-tilbagefald…

Jeg har lige udfyldt et spørgeskema fra Rigshospitalet, fordi jeg – da jeg blev syg sidste år – sagde ja til at deltage i et forskningsprojekt, der hedder “Rebecca”.

Jeg udfyldte et spørgeskema da jeg fik diagnosen, og vist nok et mere under kemoforløbet – eller var det efter strålerne, da behandlingsforløbet var slut…? Jeg kan faktisk ikke huske det, og min stadigt kognitivt udfordrede hjerne kan slet ikke finde svaret. Jeg føler, at kræften har forvandlet mit hoved til en stor og klodset computer med et langsommeligt og gammeldags modem, der snurrer og summer og søger, men ingen vegne kommer.

Men i et af de sidste spørgsmål skulle jeg svare på, hvor stor jeg tror sandsynligheden er for, at kræften kommer tilbage igen. På en skala fra 1-100 svarede jeg 30. Altså tror jeg, at der er cirka 30 procents risiko for, at jeg får et tilbagefald på et eller andet tidspunkt i løbet af resten af mit liv. Enten lokalt i brystet (“den gode”) eller andre steder i kroppen (“den frygtelige”). Jeg kan ikke sige, hvor jeg fik det tal fra, men det er lige nu det min mavefornemmelse siger mig.

Men jeg synes det var et interessant og tankevækkende spørgsmål, for det sætter lige præcis kræftpatientens værste frygt på spidsen…tilbagefaldet.

Og det er en af de ting, der fylder rigtig meget i mit eget hoved – nogle dage mere end andre – og som med garanti aldrig vil forsvinde. Frygten! Den usynlige, kroniske senfølge, som nok kun tidligere kræftpatienter kan sætte sig 100% ind i hvordan føles.