Nu er det slut

Den sidste stråling var som bekendt den 20. december 2019. Den satte et punktum, og den markerede, at mit kræftbehandlingsforløb officielt er afsluttet.

Jeg er nu det man burde kunne kalde “rask“.

Der går nok lidt tid før jeg selv helt forstår det – og føler det – men det er dejligt, at jeg nu er færdig med det forløb, der har strukket sig over de sidste syv måneder.

Det har været syv måneder med grænseoverskridende og skræmmende behandlinger, som har indbefattet en masse ting jeg var bange for. Det har til tider føltes som et overgreb, selvom jeg samtidig vidste, at det var det der skulle til for at jeg kunne nå til målet. 

Det føles på den ene side som en evighed siden, og på den anden side er det som om det hele startede i går. Jeg har levet i en bobbel, men nu kalder mit gamle liv på mig. Jeg skal sluses tilbage til hamsterhjulet og starte på arbejde, og jeg skal ikke længere tilbringe flere dage om ugen i de hvide kitlers trygge og rolige hænder.

Jeg har det som om jeg har været rejst væk til et land de færreste kender, og nu er jeg kommet hjem igen. Men det er en anden, der er vendt tilbage, end hende der rejste ud. Min uskyld er væk, og den er blevet erstattet med angst og dystre tanker.

Jeg kan ikke længere gemme mig bag at jeg har kræft, når jeg er mentalt træt og udkørt, og ønsker at trække mig fra verden. For jeg har ikke kræft længere. Det tror jeg i hvert fald ikke. Vi – mig og hospitalet – satser på, at det er væk. Det er der ingen der ved om det er, men det satser vi på.

Man får som kræftpatient ingen garantier. Heller ikke fra lægernes side. Ingen garanti for om det hele er væk, eller en garanti om at det ikke kommer tilbage. Den manglende garanti er tusind gange værre end alle de ubehagelige ting, som selve kræftforløbet har budt på. Så selvom det hele er slut, så starter det værste på en måde først nu…