4. gang kemo (2. gang med Paclitaxel)

Jeg valgte som ved sidste gang kemo igen at tage alene af sted, da jeg trives med roen og den sjældne mulighed for bare at kunne sidde helt i fred og glo uforstyrret ud i luften. Der går også lidt mindre “cirkus” i den (med mig som hovedattraktionen) når jeg er alene, og det er faktisk meget rart.

I dag forløb kemobehandlingen med Paclitaxel lige så godt som sidst, altså ud over at mit drop ikke blev lagt rigtigt den første gang, så jeg endte med at skulle stikkes igen.

Måske jeg jinxede det, fordi… Min faste sygeplejerske er på ferie lige nu, så jeg havde fornøjelsen af at møde en ny, sød og venlig sygeplejerske. Men næst efter at jeg havde introduceret mig og givet hende hånden og sagt pænt goddag var min næste sætning “Jeg håber du er god til at lægge drop, for jeg haaaader nåle. Ammen selvfølglig er du det, for I laver jo ikke andet dagen lang, vel?”… Så jeg fik nok givet hende præstationsangst, og så måtte det jo gå galt. Må lære at holde min mund!

Men droppet blevet endelig lagt rigtigt, og jeg fik saltvand og for-medicin (binyrebarkhormon), og så blev kemoen sat til at køre bagefter.

Der var ikke den mindste antydning af indre panik i mig eller tegn på, at et anafylaktisk chok skulle vise sig under kemo-infusionen. Så jeg var ude af døren efter knap to timer, og følte mig rigtig godt tilpas ud over at jeg var blevet virkelig sløv og træt.

Så jeg gik hjem og lavede en dejlig frokost, og så smed jeg mig ellers på sofaen og tilbragte en stor del af eftermiddagen der. Og indtil videre har jeg ingen bivirkninger haft, og det har været en stor befrielse.

Men altså…hende min nye sygeplejerske snakkede ret meget, og fik også i detaljer fortalt mig om den værste bivirkning, der er ved at få fjernet lymfer og ved at få strålebehandling i armhulen, nemlig “lymfødem”.

Det er en kronisk lidelse som cirka hver 4. kvinde med brystkræft får. Lymfødem er en voldsom hævelse i armen, som kan opstå efter fjernelse af lymfer og strålebehandling af lymfeområdet i armhulen, og behandlingen består først og fremmest af livslang kompressionsbehandling, hvor man skal gå rundt med en art støttestrømpe på hele armen (hele døgnet rundt) resten af livet.

Bare tanken om et hudfarvet rør på min hånd og arm non stop resten af livet får min indre æstetiker til at gyse, mens jeg samtidig under mig over, om man mon kan få de der hudfarvede ærmer med printede tatoveringer på til at trække ud over støttestrømpen, bare for at gøre det hele lidt sjovere…min tankestrøm bliver afbrudt:

Sygeplejersken: “Nu skal du endelig ikke gå hjem og google en masse om det, for så bliver du bare unødigt bekymret, ikke”

Mig (også kendt som “Super googleren”): Nej nej, SELVFØLGELIG . Det skal jeg nok lade være med! (NOT og NOOOOOOOOOT)