Operationen og min 5-årige søn

Af gode grunde kan min lille 5-årige søn næppe helt forstå situationen omkring, at mit ene bryst er blevet fjernet, men han ved at det er fjernet fordi der var noget sygt inden i det, og han forstår fuldt ud, at han skal være forsigtig omkring operationsområdet.

Allerede den første aften efter operationen, da vi var kommet hjem fra hospitalet, og sad og slappede af i sofaen under dynen, fik han ved et uheld skubbet sig over i mig så han ramte operationsarret, hvilket var ret ubehageligt. Selvom jeg reagerede med et meget nedtonet og overbærende toneleje, og bare sagde noget a la “ups”, blev han simpelthen så ked af det fordi han havde fået ramt mig, og han begyndte at græde og gav med det samme farmand skylden. Han blev med desperation i stemmen ved med at gentage, at det var far der havde skubbet ham, og at det var fars skyld, at han var faldet over i mig. Vi ved godt, at far sad lidt for langt væk fra os i sofaen til at det reelt kunne være sket, men jeg tror han var så ulykkelig over at han var kommet til at ramme mig, at han slet ikke kunne bære skylden over at det var sket, på sin egne skuldre, så den aften valgte vi alle at gøre far til skurken.

Det er ikke fordi han hele tiden er fokuseret på mig og min operation, men han passer ekstra på, eksempelvis når vi krammer, og der har også været nogle små episoder, hvor han har udvist ekstra omsorg.

En af de første nætter efter operationen vågnede jeg ved at han lå og aede min arm, og så sagde han “mor din arm er kold… vil du have noget af min dyne, for så rykker jeg mig bare tættere på dig”. Som om han huskede, at jeg ikke kunne bevæge mig så godt efter operationen. Mit hjerte smeltede af stolthed over, at en lille dreng på 5 år kan være så empatisk og omsorgsfuld.

Han spørger næsten hver morgen og aften om han må se arret. Han kalder det “riften”. Når jeg så løfter op i blusen for at vise ham det, spørger han om han må lægge sin hånd på det og puste på det, og så lægger han helt forsigtigt sin lille tykke hånd oven på brystet og spørger, om det gør ondt.

Men ellers oplever vi ikke de store ændringer hos ham ud over, at han gerne vil være lidt mere hjemme, og at han hver aften gerne vil puttes af os begge to samtidig.

Nårh ja, og så har han et par gange sagt “mor du er altså ikke lige så sjov, når du har riften”, og det kan jeg desværre kun give ham ret i…