Møde med plastikkirurgen om rekonstruktion

Årlig scanning af livmoderen ifht livmoderkræft

I forbindelse med at jeg får efterbehandling med antihormonpiller (Tamoxifen), der hjælper med at forhindre tilbagefald af kræft, er der underligt nok – når man får denne Tamoxifen-behandling – en let øget risiko for at få livmoderkræft.

Derfor var jeg den 10. december til et årligt tjek hos en gynækolog – noget man selv skal sørge for at bestille tid til – for at få scannet livmoderen. Det er cirka et år siden jeg startede antihormon-behandlingen med Tamoxifen, så de næste 10 år vil jeg omkring dette tidspunkt på året få foretaget en sådan scanning.

Du undrer dig måske over, at jeg først nu 2,5 måned senere skriver om en scanning, jeg fik foretaget i midten af december, men det skal ses som et udtryk for mit generelle manglende overskud, som jeg også skrev om i min 1-års-status efter operationen (der også var 1/2 år om at blive skrevet). Jeg overvejede at tilbagedatere dette indlæg så det passede datokronologisk med de øvrige indlæg, men blev så enig med mig selv om, at der også lå en nyttig oplysning “gemt” i, hvor længe man egentlig lider af manglende overskud efter et kræftbehandlingsforløb. Og ikke mindst, hvor uoverskuelige de mindste opgaver kan føles.

Men tilbage til dagen i december: Jeg fik ultralydsscannet min livmoder, og fik derudover også en generel underlivsundersøgelse inkl en SMEAR-test, der er en celleprøve, der tages fra livmoderhalsen for at undersøge for livmoderhalskræft. Ved scanningen målte han, hvor tyk livmoderslimhinden var, da denne bliver fortykket, hvis man får livmoderkræft.

Alt så fint ud, men han ville for en sikkerheds skyld også gerne tjekke med en supplerende blodprøve – en såkaldt “cancer-antigen 125”.

Da lægen scannede mig sagde han, at det så ud som om jeg havde haft ægløsning for en uge siden, hvilket undrede mig lidt, da jeg ikke haft haft menstruation siden jeg fik kemoterapi for 1 1/2 år siden, men det hang samtidig fint sammen med, at jeg havde haft en del spændinger og murren i underlivet en uge forinden. Og ganske rigtigt kom min menstruation tilbage igen (for fuld musik) i den efterfølgende uge. Dog har jeg her 2 måneder efter ikke haft det siden.

Dagen efter livmoderscanningen modtog jeg svar på blodprøven, der var målt til “5” hvor normalområdet er alt under 35.

12 dage efter fik jeg følgende lidt kryptiske svar på SMEAR-celleprøven:

”Celleprøven viser atypiske celler, men er samtidig testet negativ for HPV (den virus der kan give celleforandringer) og opfattes derfor blot som uspecifikke forandringer. Ingen mistanke om celleforandringer og derfor ikke grund til yderligere undersøgelse eller tjek”.

Herefter var det meningen, at jeg først skulle testes for livmoderhalskræft (SMEAR) igen om 3 år, men svaret om “atypiske celler” gav mig uro – både fordi jeg tidligere har haft celleforandringer i livmoderhalsen af værste grad (stadiet inden cancer) og derfor fik et keglesnit, og fordi jeg nu også har haft brystkræft. Så jeg aftalte med lægen, at jeg får taget en ekstra SMEAR-test igen om et halvt år.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Møde med plastikkirurgen om rekonstruktion