Status lymfødem - sidste besøg på lymfødemklinikken

1-års tjek – Mammografi og ultralydsscanning

I dag har jeg været på Rigshospitalet til 1-års tjek.

Undersøgelsen foregik på stort set samme måde som for halvandet år siden da jeg havde fundet knuden i brystet, og min læge henviste mig til et kræftpakkeforløb og undersøgelse på Mammaradiologisk Klinik.

Jeg startede med at få taget to mammografi-billeder – ét hvor brystet blev mast fladt vandret mellem to plader, og ét hvor brystet blev mast fladt lodret og hvor lymferne i armhulen samtidig blev røntgenfotograferet.

Billederne så fine ud og viste intet unormalt, men det gjorde de på den anden side heller ikke dengang mit nu fjernede bryst var fyldt med cancer, og jeg fik taget mammografi-billeder.

Efter mammografien blev jeg vist ind i et tilstødende lokale, hvor  jeg skulle lægge mig på en briks. Lægen undersøgte selve brystet med hænderne – både det raske og det fjernede – samt lymferne i armhulen.

Derefter ultralydsscannede han hele brystområdet – begge bryster samt lymferne i armhulen og ved kravebenet – han nævnte, at han var ekstra grundig med scanningen, fordi jeg tidligere havde haft spredning til lymferne, og dermed har større risiko for spredning af cancer til resten af kroppen – men han kunne heldigvis konstatere, at ALT så helt normalt og fint ud 🖤

Næste tjek er igen om et år, og sådan vil hospitalet følge mig tæt de næste mange år.

4 kommentarer

  • Birthe Emilie Juhl

    Stort tillykke Lone så skøn besked.knus fra Moster Bitte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgit Olsen

    Tusind tak for dine beskrivelser, hvor jeg har fået mange tvivlsspørgsmål besvaret.
    Jeg har 4 ugentlige kemo tilbage og skulle så gerne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak – det glæder mig at høre. Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke med dit eget forløb 🍀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Status lymfødem - sidste besøg på lymfødemklinikken