Tiden er gået i stå…

…men samtidig flyver den af sted.

Tiden er fløjet siden det hele blev vendt på hovedet og blev noget værre rod, for jeg skal allerede have min 5. gang med den nye kemo i morgen, og om en uge skal jeg scannes. For en måned siden føltes det som om der var en evighed til den scanning. Det har også varet en evighed, men alligevel har den ene uge taget den anden.

På den anden side befinder jeg mig i et vacum og går og venter og venter på den skide MR-scanning. Det er det eneste jeg tænker på. Non stop. Jeg kan ikke finde ro inden i mig selv før jeg er blevet scannet, og før jeg kan se sort på hvidt, at den nye kemo virker. Hvis den virker…

Den skal virke!

Jeg tør ikke tænke på det modsatte. Og jeg tør slet ikke tænke på konsekvenserne af, at kemoen ikke virker, og hvor mange skridt jeg så tager længere ned i det mørke hul. For det er der jeg befinder mig lige nu. Jeg kan stadig se masser af lys…men jeg kan også se mørket. Og jeg kan fornemme det, for jeg står med fødderne plantet i det. Det er med mig hver dag. Hele tiden. Over alt.

Kryds fingre for mig 🖤