Jeg er bange for at dø (igen)

Da jeg havde været på Rigshospitalet i sidste uge for at tale med lægen om smerterne i min ryg, blev jeg efterfølgende rent mentalt bombet helt tilbage til diagnosetidspunktet for et år siden, og tilbage til dengang hvor tumoren voksede videre under kemo, og jeg følte nu, at jeg igen stod ansigt til ansigt med døden.

Ikke at der egentlig var noget, der havde ændret sig under lægesamtalen, for lægen sagde jo bare, at hun ville have undersøgt det med ryggen nærmere. Hvis hun havde sendt mig hjem med et “lad os se tiden an” havde jeg protesteret, og krævet en nærmere undersøgelse, så samtsalen fik jo det udfald jeg ønskede. Men det var nok følelsen af igen at blive placeret i hospitalssystemet, der rykkede i centralnervesystemet og gjorde mig bange. For min krop kan huske det hele. Den hule fornemmelse i kroppen, knuder i maven, hjertebanken, lange nætter med åbne øjne. Ensomheden. Fortvivlelsen.

Mit ellers åbne sind lukkede fuldstændig ned efter mødet med lægen. Angsten gør mig sky og introvert. Jeg vil helst ikke tale eller kommunikere med nogen. Jeg har brug for ro. Jeg kan ikke rumme det, når jeg ikke ved, om jeg er købt eller solgt. Om jeg skal dø lige om lidt. Om jeg ser min elskede, nuttede, dejlige, uskyldige 5-årige søn vokse op.

Og jeg kan ikke holde ud at høre på andre mennesker. De er meget velmenende, men de siger bare de forkerte ting. De er for positive og optimistiske. Måske fordi de ikke selv kan holde realiteten ud – at jeg er truet på min eksistens. Jeg bliver sindssyg af det. Så hellere rungende tavshed, hvor jeg kan bearbejde mit chok, og finde ud af, hvad fanden jeg skal gøre, hvis jeg får en dødsdom.