Generel 1-års status samt status på operationen (mastektomi) i oktober 2019

Rekonstruktion af mit opererede bryst

Jeg skulle have været til en konsultation på Brystkirurgisk Ambulatorium i slutningen af oktober – et år efter operationen, hvor de fjernede mit bryst – dels for at få set på mit operationsresultat, og dels for at tale om eventuel rekonstruktion af det opererede bryst.

På grund af Corona-situationen blev mødet ombooket til en telefonkonsultation, hvor jeg i stedet blev ringet op af en læge, og af denne grund blev mit operationsresultat heller ikke set på af en fagperson, hvilket jeg ellers havde set frem til, fordi arområdet er helet “uskønt” og underligt op.

Men så talte vi i stedet om mit ønske om at blive rekonstrueret, for det ønsker jeg. Jeg har siden brystet blev fjernet følt mig “halv”, skamferet og vansiret – særligt fordi arret i et området på 15 x 15 cm er helet grimt og bulet op. Jeg tænker sjældent over det, når jeg har tøj på, men når jeg er nøgen føler mig skamfuld over at vise det til andre end min mand og min søn.

Det er ikke fordi jeg har forventninger til, at rekonstruktionen ender med et smukt resultat, for det er en stor operation, hvor der formentlig skal tages hud fra maven eller ryggen, som de laver et nyt bryst af. Det giver rigtig mange ar og en lille chance for et ensartet resultat, men for mig er det alligevel forsøget værd.

Jeg ville foretrække, at de brugte min egen brysthud, som de udvider med en expander, og derefter indsætter et silikoneimplantat, men det er sjældent, at en sådan operation ender godt, når brysthuden er stråleskadet som min er, fordi jeg har fået strålebehandling. Det ødelægger både huden, men også det underliggende væv, og gør det stramt og usmidigt/umedgørligt.

Så det ender nok med, at de tager en lap hud fra min ryg, som de syer fast til brysthuden med blodtilførsel osv, og efterfølgende udvider huden med en expander, og derefter indsætter et implantat. Det vil være et forløb, der strækker sig over flere operationer og flere år.

Jeg har efter ovenstående telefonsamtale fået indkaldelse til en samtale med plastikkirurgerne i februar 2020.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Generel 1-års status samt status på operationen (mastektomi) i oktober 2019