Feber og tjek på hospitalet

Min søn har haft noget mavehalløj den sidste uges tid. Jeg har selv følt mig lidt mat i kroppen de sidste 4-5 dage, men har haft svært ved at adskille om det var kemoen, jeg kunne mærke, eller om det var den samme virus som ham, for jeg har hverken haft ondt i maven eller kastet op.

Mandag tog jeg på arbejde kl 12. Jeg havde det en lille smule underligt, så jeg tjekkede min temperatur inden jeg tog af sted, da jeg også frøs helt vildt, men den sagde 37.2, så jeg tog af sted, og tænkte det bare var mathed på grund af kemoen.

Men kort tid efter jeg var ankommet på arbejdet fik jeg det ret dårligt med hovedpine, rysteture og ondt i maven. Der var mega travlt, så jeg tog ikke hjem med det samme, men blev der til kl 16.

Hjemme igen viste temperaturen 38,5. Man må ikke have feber når man får kemo! Så af med alt tøjet og drikke noget koldt vand. Måle igen. Uændret temperatur, så jeg måtte ringe til Rigshospitalet.

De bad mig om at komme med det samme, så jeg pakkede en taske for det tilfælde at de ville indlægge mig.

Jeg blev efter lidt ventetid placeret på en hospitalsstue i en slags tandlægestol, som dem jeg plejer at få kemo i, hvor jeg fik målt blodtryk og taget blodprøver.

De tjekker alle værdier, men har særlig fokus på mine infektionstal og immunforsvaret. Blodprøvesvarene blev bestilt som “hastere”, så jeg håbede på en hurtigt afklaring. Jeg var sulten og træt – en ristet bolle og 3 bananer var det eneste jeg havde fået hele dagen. Jeg blev tilbudt aftensmad – kylling med sur-sød-sovs. Det var på ingen måde det min mave drømte om, så jeg bad i stedet om en kande sukker-saftevand.

Efter 2 lange timer, hundefrysende med to jakker på og krøllet sammen i tandlægestolen kom en læge ind til mig. Hun trykkede mig på maven og lyttede på hjerte og lunger, og spurgte om jeg havde opkast, “løs mave”, hoste, ubehag når jeg tissede eller hududslæt. Jeg sagde nej til det hele.

Hun sagde mine værdier så fine ud. Immunforsvaret lå på 2, så efter hendes vurdering burde min krop være i stand til selv at kunne slå en eventuel infektion ned, så der var ingen grund til indlæggelse og behandling med antibiotika. Men jeg skulle holde øje med feberen og tage den med ro de næste par dage.

Jeg fik 2 Panodiler og kravlede derefter ud til elevatoren og vendte næsen hjemad. Klokken var blevet 20.30.

Kom hjem godt mør i kroppen til en sovende søn, der kort tid efter kastede ALT hvad han havde spist op i vores seng – en 1 meter stor pøl oven på dyner og alting, og derefter lidt mere på gulvet. Suk. Så på trods af, at jeg følte jeg var døden nær, måtte den store rengøring sættes i gang, for en mor og en far har uanset omstændighederne aldrig helt fri…