Mit bryst heler underligt op

En ny knude i armen og buler i brystet – lidt om mit besøg hos fysioterapeuten

Jeg har opdaget en knude i min arm. Den er rund og hård og på størrelse med en lille ært, og den sidder i armen, omtrent der hvor lymfestrengen sprang i sidste uge.

Jeg tror det skyldes den knækkede lymfestreng, for jeg har også fået et stort blåt mærke lige ved siden af, men alligevel prikker angsten mig anmassende på skulderen og spørger mig, om det mon kan være kræft. Med andre ord: En ny spredning!!

Panikken breder sig selvom jeg inderst inde godt ved, at knuden nok bare skyldes den knækkede lymfestreng. Men jeg bliver mindet om den livslange angst som kræften har plantet i mig, og som bliver vækket, hver gang jeg mærker noget anderledes i min krop. Det er noget jeg med tiden må lære at leve med og håndtere, men lige nu er min krop ikke i stand til at tænke rationelt, så reaktionen hviler totalt på mine umiddelbare følelser.

Jeg var til fys i dag og besluttede mig for at høre hende om knuden i armen. Hun var heldigvis af den overbevisning, at knuden nok bestod af den knækkede lymfestrengs ene ende, som efter bristningen havde krøllet sig sammen – nøjagtigt som en elastik der knækker. Den købte jeg…

Og så arbejdede hun ellers ihærdigt på mine mærkelige buler i brystet – der åbenbart er såkaldte “adhærencer”. De fylder mere i mit hoved end det at jeg ikke kan løfte min arm. Og min selvbetalte fys har – i modsætning til kommunens fys – alverdens maskiner som hun kan bruge, så jeg bad hende fokusere på den underlige opheling af brystet, og så kan den anden fys – som jeg har tid hos i morgen – tage sig af min stive arm.

Hun brugte en maskine med en slags sugekop på, og så blev hele brystområdet og de 3 dybe buler i brystet ellers suget godt igennem i et kvarters tid. Derefter masserede hun brystet, og så fik jeg en tur med de der vibrationshandsker, som hun også brugte på mig, da væsken skulle drænes væk fra brystet.

Hun siger der er håb for, at hullerne i brystet kan forsvinde, eller i hvert fald blive mindre tydelige – særligt den der sidder øverst på brystet, og som er den der generer mig mest, men det er meget vigtigt, at der sættes hurtigt ind med behandlingen. Til sidst fik jeg et stykke 6D kinesio-tape med hjem til at sætte oven på et af hullerne, så jeg et par gange dagligt kan forsøge at trække huden forsigtigt løs fra vævet nedenunder – et tip jeg fik fra en sød dame på Facebook, og som fyssen synes var værd at forsøge.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit bryst heler underligt op