En status – derfor er her lidt stille…

Jeg fik min 2. omgang kemo i fredags (i sidste uge), hvilket har medført noget stilhed herinde primært på grund af kvalme-bivirkninger og dermed manglende overskud til det meste.

Men jeg har det efter omstændighederne godt, og jeg er i fuld sving med at skrive min kemo-dagbog #2 (der en en dagbog, der beskriver mine bivirkninger og hvordan jeg generelt har det efter en kemo-behandling). Og hvis du synes det er interessant at læse om, så kan du roligt glæde dig, for dagbog #2 er indtil videre blevet rimelig lang. Jeg satser på, at den uploades en af de nærmeste par dage. Hvis du ikke har læst min dagbog #1 fra sidste kemo, men gerne vil læse den, så kan du finde den her.

Ellers er der ikke sket så meget i mit liv ud over at jeg har barberet mit hår ned til 3 mm. Efter jeg klippede mit lange hår af var håret 2 cm langt og strittede ud i alle retninger, og der var spredte skaldede pletter, som fik mig til at se lidt mølædt og ikke mindst syg ud. Det helt kort-trimmede hår ser faktisk helt ok ud – nu udstråler jeg meget mere styrke frem for “skrøbelig fugleunge”, og det kan jeg mærke er rart, og det giver mig en indre energi og glæde, når jeg ser mig i spejlet.

Men det er altså virkelig underligt at mærke, efter håret er blevet trimmet helt kort, at det blæser med kold luft på hovedbunden, når jeg går rundt i lejligheden herhjemme uden paryk på, eller når jeg lægger hovedet på hovedpuden, og pudebetrækket føles iskoldt mod hovedbunden.

Sjovt nok savner jeg ikke mit gamle hår. Måske fordi der er så meget andet og vigtigere, der fylder i mit liv lige nu. Og måske også fordi jeg faktisk føler mig som mig selv og “mit gamle jeg”, når jeg tager min paryk på, nu bare med en meget bedre hårdag.

Det er også interesant at opleve, hvordan noget man har været SÅ bange for at miste, som f.eks. mit hår, på en eller anden måde kan gå hen og blive en forløsende proces. For nu er det jeg gik og var bange for sket, og det var jo ikke så slemt i virkeligheden – det at miste mit elskede hår. Og det giver en ro indeni. Håber det giver mening…

Igen et stort tak fra mig fordi du har lyst til at læse med 🖤