Hjertelig velkommen i klubben “kræft”

De 10 dage, hvor jeg gik og ventede på at få min “officielle” diagnose (selvom jeg allerede havde fået at vide ved ultralydsscanning og biopsi-tagning, at lægen stort set var 100 % sikker på at jeg havde kræft) pløjede jeg alt om brystkræft på nettet igennem.

Jeg googlede “brystkræft” og blev ført til alt lige fra sociale medier til cancer.dk til almindelige google-søgninger. Jeg var en kvinde med en mission, og jeg ville vide ALT. Både de gode historier men også de dårlige. Jeg er ekstremt styret af mine følelser og har altid i alle sammenhænge af mit liv haft brug for at vide “hvor jeg står” ifht en given situation eller person, uanset om det er godt eller dårligt, og jeg trives derfor ikke med, hvis der bliver fortiet eller fejet noget ind under gulvtæppet.

I mine mange søgninger faldt jeg over en “ven” jeg tidligere havde opfattet som udelukkende overfladisk og uden dybere substans. En ven jeg både var draget af, men samtidig også afskyede. Men det skulle ændre sig.

“Vennen” var ikke en person, men derimod det sociale medie Instagram. Ud over smukke mennesker i smukt tøj på smukke locations på deres 4. udlandsrejse denne måned mens de spiser smuk mad og drikker smukke drinks og bla bla bla, viste Instagram sig at gemme nøglen til et kæmpe community fyldt med varme, empati, omsorgsfuldhed og en positivt overdreven hjælpsomhed fra folk jeg overhovedet ikke kender, men som desværre deler samme skæbne som mig, nemlig at have fået brystkræft.

Ved en søgning på eksempelvis #brystkræft, #støtbrysterne eller #kræftensbekæmpelse dukker der hundredevis af skønne kvinder op, som deler rundhåndet ud af alle deres oplevelser, successer og det modsatte ifht deres sygdom. Der er billeder hvor de får kemo eller ligger klar til operation med et angstfyldt blik i øjnene, der er billeder hvor de viser “thumbs up” fordi de enten er færdige med kræftbehandlingen eller er erklæret raske, eller med succes har overstået de halvårlige tjek for om canceren er kommet tilbage. Og de deler uden filter ud af deres følelser og tanker i forhold til deres sygdom, og det er guld værd at kunne følge med i – især som “ny-diagnosticeret”.

Da jeg postede nogle af mine første opslag på Instagram om at jeg havde fået kræft, modtog jeg adskillige beskeder fra ukendte, kærlige kvinder der sympatiserede med mig og tilbød deres hjælp med alt lige fra hårtab, køb af paryk, kemoterapi, operation osv. Kvinder der trods stress og rigeligt om ørerne i forhold til egen sygdom byder nytilkomne i klubben “kræft” hjerteligt velkommen. Det var meget uventet, men også meget rørende.

Og det er faktisk også en af grundene til, at jeg selv fik lyst til at genåbne min gamle fashion-blog “To liv” med nyt fortegn. Jeg vil også hjælpe andre som jeg indtil videre selv er blevet hjulpet, og da jeg sad i venteværelset på Rigshospitalet og ventede på dommen, besluttede jeg mig for, at bloggen også skulle være her som et “stykke af mor” til min lille søn når han bliver større, også for det tilfælde, at kræften skulle gå hen og tage livet af mig. Så han som i en tidsmaskine kunne gå tilbage og læse hvem hans mor var, og hvilke tanker jeg havde haft under hele forløbet.

Tak fordi du læser med 🖤