3. uge efter 1. kemo

Lige som man kalder 2. trimester i en graviditet for honeymoon trimesteret, henvisende til at man har det super godt på grund af mindre træthed, kvalme samt generelt øget velbehag, så kunne man tilsvarende kalde 3. uge efter kemo noget nær det samme. Det er i hver fald pendanten til honeymoon trimesteret – bare uden de lumre aktiviteter i soveværelset.

Og med reference til ovenstående betyder det altså også, at jeg har haft en rigtig dejlig uge. Huden ser stort set normal ud igen, blisterne i munden er forsvundet lige så hurtigt som de kom, appetitten er tilbage, og sygdomsfølelsen og den let forhøjede feber er også væk.

Men så er det selvfølgelig cancer-skæbnens ironi, at jeg skal have kemo igen allerede om 2 dage, og så kan det hele meget passende starte forfra igen. Men det er jo en underlig ting med det kemo, for selvom det gør mig dårlig i en lille uges tid (og lidt til), har jeg indtil videre set frem til at skulle have det, og det gør jeg også nu. Nok fordi det er jo er så rigtigt som sygeplejersken sagde – nemlig at “kemoen er min ven”. Og for hver gang kemo jeg får, des tættere kommer jeg på min forhåbentlige helbredelse. Og det er jo det eneste i hele verden der betyder noget lige nu.

Og på en eller anden måde er denne gang lidt mere behagelig fordi jeg meget bedre ved, hvad der formentlig kommer til at vente mig. De taler meget om, at man kan få noget der kaldes “forventningskvalme” i forbindelse med kemo. Forventningskvalme kan opstå, når man tidligere har fået kemo, og har oplevet at få kvalme. Og så kan man få forventningskvalme selvom man egentlig ikke ville have fået kvalme, men det er forventningen om at det nok kommer, der gør at man får det.

På samme måde tror jeg man kan få sådan nogle “angst-bivirkninger” især når man får kemo første gang, fordi man er vildt bange for hvad det gør ved én at få sprøjtet cellegift ind i blodet. Så man bliver hyper opmærksom på hver eneste mikro lille ændring i kroppen. Åhh nu har jeg hovedpine – er det normalt???, nu har jeg ondt i ryggen, og nu dunker det i fingeren, jeg har også ondt i maven, og nu er jeg også lidt svimmel (uhh er jeg mon ved at besvime nu???), og mit hjerte hamrer også lidt hurtigt tror jeg, mon jeg er ved at få et hjertestop osv osv.

Og mange af de “angst-bivirkninger” jeg fik sidst tror jeg, at jeg bedre kan tage lidt oppefra og ned og gå knap så meget i panik over. Men vi må se…Jeg skal i hvert fald nok lave min kemo-dagbog lige som sidst, så du kan følge med.