Sådan foregår en knogleskintigrafi (knoglescanning)

I tirsdags fik jeg foretaget en knogleskintigrafi på “Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin og PET, Rigshospitalet” for at blive undersøgt for knoglemetastaser. Undersøgelsen var delt op i to:

Kl 12.15
Jeg startede med at få indsprøjtet et radioaktivt sporstof via en blodåre i albuebukket i armen. Det var som at få taget en blodprøve og gjorde ikke ondt. Jeg fik besked på at komme tilbage til afdelingen igen kl 14.15, og at jeg forinden dette tidspunkt skulle have drukket en 1/2 liter vand, som jeg fik udleveret.

Kl 14.15
Jeg blev bedt om at tage tage tøjet af, så jeg ikke havde noget metal fra lynlåse, knapper eller lignende på mig, men da jeg var iført joggingtøj kunne jeg beholde alt mit tøj på. Jeg fik at vide, at jeg først ville blive scannet én gang, og derefter ville man tage stilling til, om jeg skulle scannes ydeligere.

Jeg lagde mig på undersøgelseslejet, der var en lang hvid briks med en stor donut-formet maskine nede ved fodenden (CT-scanneren). Det lignede stort set den samme maskine, som jeg blev PET/CT-scannet i. Jeg fik derefter tapet mine fødder sammen, så benene lå helt strakt ud med knæene pegende lige op i luften.

Derefter startede den første del af scanningen, hvor jeg fik taget billeder med et gammakamera. Kameraet var en 50 cm x 50 cm stor grå plade, der “svævede” vandret få centimeter over min krop. Pladen startede oppe ved mit hoved et par centimeter fra min næse og så begyndte lejet jeg lå på langsomt at rykke sig med hastigheden “10 cm krop i minuttet”, så pladen efter 20 minutter var endt nede ved mine fødder. Jeg skulle ligge helt stille under hele scanningen.

Derefter var der en kort pause. En læge skulle med det samme kigge på mine billeder og vurdere, om der var behov for yderligere scanning. Det var der, og det gjorde mig først rigtig bange. Jeg var sikker på, at den ekstra scanning betød, at de havde fundet noget på den første scanning, som de nu skulle tage nærbilleder af.

Med en knude i maven spurgte jeg forsigtigt operatøren af scanneren: “Hvad betyder det, at jeg skal scannes igen – er det et dårligt tegn?”. Og hun svarede: “Nej, det er faktisk et rigtig godt tegn – det betyder, at vi ikke kunne se noget på den første scanning, så nu laver vi en endnu mere grundig scanning hele vejen rundt om kroppen for at være sikker på, at vi finder alt, der måtte være”. 

SUK – jeg blev lige 5 kilo lettere, da hun sagde det.

Jeg skulle nu ligge i gamma-scanneren i 30 minutter – det foregik på samme måde som den første scanning, hvor den startede oppe ved hovedet og rykkede sig langsomt ned mod fødderne, men denne gang kørte den grå plade også i cirkelbevægelser hele vejen rundt om kroppen.

Efter scanningen skulle jeg blive liggende helt stille i samme position, for nu skulle min krop CT-scannes i den donut-formede maskine, der var nede for enden af lejet. CT-scanningen er en slags røntgen-billede som de tager for at de præcist kan lokalisere, hvor eventuelle fund under gamma-scanningen befinder sig i kroppen. Gamma-scanningen viser nemlig kun en prik på scanningen, men ikke konturen af selve kroppen, så når de to billeder fra CT- og gammascanningen lægges oven i hinanden kan de præcist se, hvor på kroppen, der er noget der “lyser op”. Så derfor er det vigtigt, at man ligger på præcis samme måde under begge scanninger. Jeg blev kørt gennem CT-scanneren to gange fra top til tå, og det tog kun i alt et minut.

Og så var jeg færdig.

Jeg gik derfra delvist lettet over, at de ikke havde set noget på den første scanning, men samtidig også ængstelig for hvad den 2. og mere grundige scanning ville vise. Jeg forventede ikke, at eventuel cancer i knoglerne ville være meget fremskredent på nuværende tidspunkt, eftersom jeg havde en “ren” PET-scanning for 2-3 måneder siden, så det såede en del tvivl i mit sind, og gjorde at jeg ikke kun kunne være ubetinget glad over, at at den første scanning ikke viste noget.