Mine øjenvipper falder af (igen)

Svar på min PET/CT-scanning (fuldkropsscanning)

Jeg har siden PET/CT-scanningen i torsdags gloet ekstra meget på min telefon. Gloet, fordi jeg håbede, at der ville tikke en besked ind på sundhed.dk med svar på min fuldkropsscanning, men den kom desværre aldrig.

Så for første gang siden min diagnose i maj 2019 er jeg taget til en lægesamtale for at få svar på en undersøgelse, uden at kende svaret på forhånd.

Det synes jeg var ubehageligt nervepirrende. Jeg kan nemlig godt lide at kende svaret inden, for så har jeg i relation til især et negativt svar kunnet sunde mig og tænke tingene igennem inden jeg mødes med lægen.

Og samtidig har jeg kunnet stille nogle uddybende spørgsmål til resultatet under lægesamtalen, i stedet for at få et chok over et svar, der efterlader mig lamslået og forstenet, og når jeg så kommer hjem sidder jeg med tusind spørgsmål jeg ikke kan få besvaret med det samme.

Så med ret meget uro i maverne gik mig og min mand til møde her til formidddag med en overlæge fra onkologisk afdeling.

Og svaret “der er ingenting” fik mig til at græde af lettelse. Der var intet der “lyste op” på scanningen ud over en meget let inflamation i det opererede bryst lige over arret, hvilket ikke på nogen måde skabte bekymring hos lægen.

Så lige nu er alt godt. Lægen understregede dog, at en scanning kun viser et øjebliksbillede, og da den ikke kan vise mikroskopiske kræftceller, så skal jeg stadig være meget opmærksom på, hvis jeg mærker ømhed eller noget der føles unormalt i kroppen, og i så fald kontakte dem med det samme.

Så det er en dejlig nyhed, som jeg især glæder mig til at dele med min lille søn, da jeg ikke har villet give ham falsk tryghed ved at sige jeg var “rask” førend jeg havde den vished som scanningen nu har givet mig.

1 kommentar

  • Krisser

    Kæreste Lone ❤️ Det er jo intet mindre end fantastisk. Jeg blev SÅ glad da Niller skrev den gode nyhed til mig tidligere idag. Hurra for det. Knus og kram fra Krisser

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine øjenvipper falder af (igen)