Nyt fra Jobcenteret

Tilbage på jobbet – status

Her efter nytår startede jeg med “fast” at gå på arbejde igen. Jeg var forinden meget bekymret for, hvordan det ville gå, da jeg stadig er meget kognitivt påvirket på grund af den belastningsreaktion, som kræftdiagnosen har givet mig.

Det kommer til udtryk i form af koncentrationsbesvær, glemsomhed, manglende overblik samt mental og fysisk udtrætning efter blot få aktiviteter eller gøremål.

Men jeg synes starten på arbejdet er gået rigtig godt. Den første uge var jeg på arbejde alle ugens 5 dage i omkring 5 timer, men det var lige i overkanten. Det gjorde mig totalt drænet, og lagde mig helt ned den efterfølgende weekend med hovedpine og træthed, så efter at have talt med en socialrådgiver i Center for Kræft og Sundhed, der anbefalede mig at starte med 3 dage, prøver jeg nu med 4 dage om ugen á 4 timer. Jeg har trods alt arbejdet lidt under næsten hele mit behandlingsforløb, så synes det var lidt i underkanten at starte på 3 dage á 3 timer.

Socialrådgiveren gjorde det klart, at det vigtigste er at lytte til mig selv. Der er ingen der kan bestemme det korrekte antal timer, jeg skal arbejde, ud over mig selv. Jeg skal mærke efter, og først øge antallet af timer, når jeg i en uges tid har kunnet gå hjem fra arbejde uden at være fuldstændig udkørt. Og så lægger man en halv til en hel time ekstra på eksempelvis to af dagene og når det så kører, så tager man en uge ekstra på det niveau, og så kan man øge timerne igen osv osv indtil man er på fuld tid.

Jeg synes faktisk det fungerer meget godt at være på arbejde og endda også have lidt travt, når bare jeg ingen aftaler har efter arbejde (overhovedet). Når jeg går hjem fra arbejde har jeg brug for ro, sofa, dyne, hygge, afslapning og god mad, og det prøver jeg for min egen skyld at overholde. Hygge-aftaler bliver lagt i weekender og frem i tiden, så jeg har så meget mulig fritid som muligt.

I forhold til arbejdet møder jeg heldigvis stor opbakning fra mine chefer, og de siger også jeg skal tage den med ro og øge timerne stille og roligt uden stress, og den støtte betyder alverden!

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt fra Jobcenteret