5. strålebehandling - ekstra billeder

Status efter 1. uges stråling

Det er ikke fordi der er sket de helt store eller uventede ting i forbindelse med strålingen, men jeg vil alligevel fortælle lidt om hvad jeg har oplevet den første uge efter strålebehandlingen blev sat i gang.

Jeg kunne allerede de første dage mærke en stramning i vævet og muskulaturen i brystet samt mærke en varme under huden, som hvis jeg havde siddet i solen i lang tid. Når jeg har nævnt det for min fysioterapeut eller andre på hospitalet, har de kigget undrende på mig, da jeg først burde mærke det senere i forløbet. Men måske glemmer de, at jeg jo også får nogle stærkere stråler end den almindelige strålebehandling, fordi jeg er med i Skagen-projektet, og jeg ved ikke om det er en af grundene til, at jeg allerede kan mærke det. Min hud er dog stadig ikke blevet rød.

Jeg har de fleste dage haft en lille smule hovedpine og mærket en træthed, men også en samtidig uro i kroppen. Ikke en psykisk uro, som den der giver mavepine og anspændthed i kroppen, men en uro der trods min træthed gør at jeg ikke kan sove. Hvis jeg lægger mig fuldstændig udkørt i sengen for at sove falder jeg hurtigt i søvn, men vågner allerede op efter 10 minutter og kan ikke sove mere. Det er som om blodet pisker for hurtigt rundt i årerne og holder kroppen frisk, selvom mit hoved er ved at visne af træthed.

Jeg kan sove 11-12 timer om natten og stadig vågne op næste morgen med grus i øjnene og voldsom trang til at sove. Jeg synes det hjælper hvis jeg holder mig i gang, men samtidig er det svært at finde motivationen til det…

Min arm er begyndt at dunke igen – det er normalt at lymfødem forværres under strålebehandling – men som jeg har forstået det, skulle generne og hævelsen gerne normalisere sig igen, når strålernes effekt fortager sig nogle uger efter endt strålebehandling.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5. strålebehandling - ekstra billeder