5 ting der sker når man får kræft...

Breve fra Jobcenteret????

Siden jeg blev syg i maj måned har min e-boks bugnet med breve fra hospitalet om diverse undersøgelser, behandlinger og lægesamtaler, men den har også været ved at flyde over med lange irriterende breve fra jobcentret. Ja du læste rigtigt…JOBCENTERET!

De sender mange breve, hvor de gerne vil vide, hvornår jeg er klar til at arbejde igen. Og de sender brevet til én (læs: mig), der allerede arbejder – og hele tiden har arbejdet – de timer jeg kan. De sendte det første brev til mig i juni – en lille måned efter jeg var blevet diagnosticeret med brystkræft, og stadig var i totalt chok – men det er faktisk først nu jeg har kunnet svæve op og se det hele lidt ovenfra, og ikke mindst ironien i det.

Den eneste fridag jeg har er min kemodag om tirsdagen, og ellers tropper jeg med stor glæde op på arbejde de øvrige dage. Kun nogle timer, men jeg viser da vilje til at gå på arbejde, og jeg bliver der indtil mit hoved efter 3-4 timer føles som en trykkoger. Og så er det faktisk ret irriterende og frustrerende, at få et brev hvor Jobcenteret skiver:

“ Du vil derfor inden udgangen af din 8. sygefraværsuge blive indkaldt til en samtale i jobcenteret, hvor vi skal drøfte dine muligheder for at vende hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet.

Til brug for dialogen med jobcentret skal vi have en attest fra din læge, hvor lægen giver sin vurdering af din sygdoms betydning for dine muligheder for at arbejde.”

Hør lige her kommune: For det første er jeg allerede på arbejdsmarkedet! Og for det andet så er der ingen der med sikkerhed ved, hvornår jeg kan vende tilbage til mit arbejde, ud over det jeg allerede har svaret i jeres kilometer lange spørgeskema for en måned siden, så slap lige af!

Jeg skal nok gå på fuld tid plus min daglige halve times frokostpause så snart jeg kan. Bare rolig! Men lige nu virker kemoen slet ikke, og lige nu er jeg dybt fortvivlet, fordi ingen ved hvordan min prognose ser ud – heller ikke min læge – og fordi jeg slet ikke ved om jeg overhovedet overlever det her lort, og så er det ærligt talt en smule stressende at modtage sådan et brev fra jer!

Det endte med en tvungen telefonsamtale med min kontaktperson fra Jobcenteret midt i min 5 dage korte sommerferie, hvor jeg kun kunne henvise til hospitalet, som kunne oplyse hende om mit forventede behandlingsforløb. Og jeg bad hende endvidere om at sætte job-sagen i bero, da jeg – som tidligere nævnt til dem i det kilometer lange spørgeskema, lige nu får kemo og først skal opereres i efteråret og derefter have stråler. Så vi tales ved i 2020!

2 kommentarer

  • Pernille

    Ej Lone, hvor er det dog bare helt vanvittigt og frustrerende 😳

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Pernille. Tak for din besked – ja det er ikke altid lige nemt 😔 og totalt spild af vores alles tid – man kan undre sig; kh Lone

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 ting der sker når man får kræft...