Om lidt er jeg rask… eller “rask”

Jeg har de sidste par dage bevæget mig ind i en mere reflekterende tilstand – måske fordi mit behandlingsforløb snart er ved at være slut.

På fredag, om 2 dage, er mit stråleforløb – og dermed også kræftbehandlingen færdig – og det betyder med andre ord, at jeg lige straks burde være rask. Eller “rask”. For med kræft ved man jo aldrig…

Der kan altid være en lille bitte kræftcelle, der har undsluppet kemoterapien og MR-scannerens skarpe øje, og har sat sig fast et eller andet sted i min krop, og nu sidder og vokser sig stor og fed uden at jeg kan mærke det. Jeg får panik-angst i 10 potens bare ved tanken.

Hospitalet satser på, at man er rask, når man har været gennem kemo, operation og stråler. Men der er ingen garantier. Heller ikke fra hospitalets side. Det er en af de ting, der gør den her sygdom så fandens ubarmhjertig, og de angstfyldte tanker på grund af uvisheden, vil komme til at hjemsøge mig resten af livet i større eller mindre grad.

Jeg tror egentlig aldrig, at jeg kommer til at føle mig 100% rask. For jeg har aldrig følt mig syg. Og måske derfor er det svært at føle sig rigtig rask igen. Det lunefulde ved kræft er, at man i de fleste tilfælde  slet ikke kan mærke det, og derfor synes jeg, at min snarlige ”raskmelding” er meget svær at forholde sig til.