Jeg er færdig!

Status efter 3. uges stråling

I går fik jeg stråler for sidste gang. De 15 gange er allerede overstået – jeg synes det er gået vildt hurtigt.

Jeg havde taget min mand og min søn med, hvilket var ret hyggeligt, og personalet var så søde at de havde sat et flag frem på acceleratoren for at markere, at det var min sidste stråling. Universet var ydermere med mig, for min yndlingsjulesang “driving home for Christmas” spillede i radioen under selve behandlingen. Perfekt timing!

Du kan læse status efter 1. uge her og 2. uge her.

Huden er blevet mere rød nu – som en let solskoldning – og den er også blevet en smule øm på grund af dette. Jeg har også fået noget udslæt, der klør på en stikkende måde. Det er ikke bumser, men alligevel en slags knopper med “noget indeni”.  Jeg smører hele brystområdet fra kraveben til ribben med økologisk aloe vera saft, som min kære moster sender til Danmark hele vejen fra Spanien. Det hjælper godt og lindrer kløen og irritationen i huden.

Jeg har et par gange de sidste par dage oplevet en jagende smerte forskellige steder i det bestrålede område – som hvis en lang nål blev stukket direkte ind i brystet. Jeg tænker det er vævet der “arbejder” og trækker sig sammen.

Jeg er stadig plaget af en smule hovedpine og træthed, men slet ikke i den grad som jeg havde frygtet – det er mere en mental træthed end det er fysisk… lidt på samme måde, som hvis man har stress.

Jeg går tidligere i seng om aftenen, men har i det store hele ikke haft behov for middagslure eller hvil midt på dagen, hvilket overrasker mig. Men jeg bliver hurtigt udtrættet i sociale sammenhænge, og selv få timers snak og hygge gør mig udkørt og totalt drænet for energi.

Selvom selve strålebehandlingen er slut nu, så arbejder strålerne videre i kroppen de næste 3-4 uger, og det betyder, at jeg sagtens kan blive mere forbrændt i huden det næste stykke tid samt opleve en yderligere opstramning i vævet. Det skulle toppe om 1-2 uger, og derefter blive bedre.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er færdig!