Jeg er udkørt!

Jeg er udkørt. Jeg er træt. Så træt, så træt. Ikke så meget fysisk, men mere mentalt. Jeg har det lidt som dengang jeg havde en depression – denne gang er det bare uden “ked-af-det”-delen. Eller… jeg er faktisk også lidt trist. Men ikke totalt deprimeret.

Men jeg er ked af, at jeg mangler et bryst, og nu står tilbage med en skamferet overkrop, som jeg bare må lære at leve med. Jeg er ked af, at jeg har fået en daglig og livslang reminder om, at jeg har haft kræft, i form af en kronisk lidelse i armen på grund af operationen. Jeg er ked af, at jeg ikke har den samme energi som før – hverken fysisk eller psykisk – og jeg er ked af, at jeg hele tiden føler jeg skal undskylde over for omverdenen over min manglende tilstrækkelighed, fordi de også glemmer, at jeg ikke kan det samme som før.

Jeg er træt af, at jeg ikke kan noget, og det jeg kan gør jeg ikke engang ordentligt. Jeg vender mig aldrig til den ineffektivitet.

Jeg bliver overstimuleret og træt i hovedet af de mindste ting. En halv times støj kan med et knips suge al energi ud af mig, og få timers stille og roligt arbejde eller socialt samvær – selv med mennesker jeg holder af – dræner mig totalt og giver mig behov for at sove, eller hvile mit hoved i ro og mørke.

Jeg ved det er helt normalt, fordi en kræftdiagnose giver både krop og sind en stress-reaktion, men jeg kunne alligevel tude over det. Tude over den som kræften har gjort mig til… Den har udhulet mig. Taget det bedste fra mig og gjort mig til en ynkelig version af mig selv.

Jeg er blevet til hende, der kun gør ting halvt og samtidig undskylder i lange baner. En irriterende kombination. Jeg bliver så træt af at høre på mig selv, selvom jeg udmærket ved, at jeg mere end nogen er berettiget til at klynke og jamre alt det jeg vil fra nu af og til juleaften.