Var der cancer i lymferne? – svar på operationen

Så har jeg været til møde på Rigshospitalet for at få svar på operationen, og lad mig bare gøre kort proces og sige: DET GIK GODT!

Tumoren – eller der var faktisk 6 små tumorer – er blevet dissekeret på kryds og tværs og undersøgt i hver en krog, og efter patologernes vurdering, er al canceren kommet med ud, for der var minimum 5 millimeter frie resektionsrande rundt om hele tumorområdet, og så antager man, at al canceren i brystet også er kommet ud. Der var meget dårlig responsgrad (IV) på kemoen i alle tumorerne, men det skyldes formentlig, at min tumor er hormonfølsom med undertypen “Luminal A”, og derfor har bedre effekt af antihormon-behandlingen end kemo.

I forhold til lymfeknuderne, så lavede de en såkaldt “aksil-rømning” under operationen og fjernede to niveauer af lymfeknuderne i armhulen, fordi der var henholdvis mikro- og makrometastaser i to af mine tre skildvagtslymfeknuder. Bare jeg skriver ordet “aksil-rømning” får jeg gåsehud. Jeg kan slet ikke ha’ det ord. Det lugter langt væk af, at man har være inde og fjerne for meget, og mere end hvad godt er. Men altså, der er fjernet i alt 16 lymfeknuder i armhulen, og der var ikke skyggen af cancer i en eneste af dem. Og det er jo dejligt.

Og jeg er ked af, hvis jeg nu lyder lidt forkælet og utaknemmelig, men det er også en enorm bitter-sød følelse, at jeg har fået fjernet en masse lymfeknuder uden grund. At jeg har fået fjernet noget, der kan give mig en masse senfølger, som igen kan gøre, at det her cancerforløb aldrig kommer til at ende. Og endnu en gang laver jeg opvejningen inde i mit hoved “men jeg er jo i live” som et plaster på såret (så hvad fanden piver jeg egentlig over?? Jeg er live, og der er masser af mennesker med cancer, der har 100 gange værre prognoser end mig). Og hvad var alternativet… at jeg skulle have levet med uvisheden om, hvorvidt der var noget i lymfeknuderne eller ej. Det havde jeg heller ikke kunnet. Jeg ved det sgu ikke. Jeg er glad – men det er også en svær tanke at gå med.

Jeg håber bare, at jeg slipper for alt for meget besvær med armen på grund af de lymfer. Og hvis jeg nu tænker den modsatte tanke – at der havde været cancer i halvdelen af lymferne, eller det der var værre – så havde jeg jo være lykkelig for 16 helt rene lymfeknuder. Men det er min sygdom, min krop og mine følelser, og det er nu engang sådan jeg har det lige nu. Det skal nok blive bedre med tiden – men lige nu…suk! Bliver allerede træt ved tanken om alle de mennesker, der på grund af mit gode resultat står med armene op over hovedet, og et forventningsfuldt “du er rask”-blik i øjnene, og har et smil fra øre til øre, som jeg føler mig forpligtet til at gengælde, for ellers ville jeg jo nærmest være et skarn. Sorry – det er forkælet, men det er altså sådan mit hoved har det lige nu!

I øvrigt bemærkede kirurgen, der har opereret mig, til sin store overraskelse, at jeg var noget stiv i armen, da jeg tog min frakke af. Det lød på hende som om at man slet ikke bør være så stiv i armen som jeg er – og slet ikke når man som det patient-dydsmønster jeg er, har lavet alle mine øvelser flere gange dagligt. Hun mente det kunne være nogle lymfestrenge der drillede mig, men at jeg må tale med fysioterapeuten, som jeg skal til genoptræning hos i morgen. Der deltager også nogle andre ny-opererede kvinder, som jeg kan sammeligne mig med for at se, om det står helt galt til med mig. Men det overraskede mig noget, at hun var så overrasket over stivheden i armen, og det bekymrer mig ærligt talt.

En lidt øv nyhed var (måske også derfor at jeg er lidt knotten i dag), at jeg gik og troede, at jeg var en slags “home safe”, hvis der ikke var cancer i lymferne – at canceren så ikke kunne have spredt sig videre til resten af kroppen. Men desværre spreder cancer sig åbenbart både gennem blodet og gennem lymferne, men risikoen for, at det har spredt sig gennem blodet er mindre, hvis man heller ikke har spredning til lymferne – det var nok også den besked, der hylede mig lidt ud af den. For så kan jeg i princippet have cancer alle vegne lige nu uden at vide det, og i og med at kemoen har virket så dårligt, så er canceren i blodet jo ikke blevet slået ned, og så bliver man lidt ængstelig over hvor meget skade den i så fald har nået at lave. Og så er det jo lige meget om jeg har “rene” lymfeknuder, hvis det har nået at sprede sig til et andet sted. Det er det evindelige tankespind, der følger med cancer og som jeg aldrig tror holder helt op. Men jeg må hellere stoppe nu og tænke ved mig selv, at det var gode nyheder jeg fik i går!