6. dag efter operationen (mastektomi)

I dag er jeg vågnet op 100 gange mere let om hjertet end i går. Jeg har hørt fra flere, der har været igennem det samme som mig, at de har oplevet den samme “blues” efter operationen.

Og det hjælper faktisk virkelig meget at vide, at det er helt normalt, og at man ikke står alene med det, for det gør, at jeg på en eller anden måde bedre kan hvile i tilstanden, hvor ubehagelig den end måtte være.

Min psykolog lærte mig for 10 år siden, da jeg fik en depression, at man skal være god ved sig selv, når man har det skidt. Og så lærte hun mig, at man nogen gange skal prøve at være social, selvom man tung i sindet og ikke orker det. Så uanset det mentalt lave energiniveau lagde jeg den fineste neglelak i en glad pink farve, spiste en dejlig morgenmad med juice og æg, og så inviterede jeg spontant en “kemo-veninde” med på en gåtur rundt om Søerne i det smukkeste solskinsvejr. Ren medicin for sjælen. Det endte med en tur på 7 km, hvor vi fik vendt hele verdenssituationen, og jeg vente hjem glad og frisk i sindet.

Men jeg synes jeg begynder at få ondt. Ikke en skrigende smerte, men mere jag og ubehagelig følelse i bryst, armhule og arm, når jeg laver forskellige bevægelser. Jeg laver mine arm- og brystøvelser fra hospitalet hver dag, men de sidste par dage er det som om senerne i armen er stivnet, og det føles som om jeg starter forfra i stivhed hver gang jeg laver mine øvelser. Og det bekymrer mig. For efter hver øvelse er lavet færdig, er senerne i armen smidig, men bare 5-10 minutter senere gør det ondt, hvis jeg laver den samme øvelse igen. Men det gør på den anden side også, at jeg forstår vigtigheden i at lave øvelserne og holde senerne smidige, så jeg får så få gener som muligt fremadrettet.