4. dag efter operationen (mastektomi)

Jeg startede morgenen med at gå 2 kilometer langs Sortedams Sø i pensionisttempo – det føles ok at komme ud og røre sig lidt, og samtidig nyde den smukke efterårssol og mærke den friske kulde bide i ansigtet.

Hjemme igen en times tid efter og hen og sidde i sofaen. I dag må være den dag, hvor jeg har siddet i sofaen i aller længst tid i træk. Nogensinde. 4 timer i streg – lige lave lidt i 5 minutter – og så 4 timer mere. Jeg sidder bare og glor på tv eller ud i luften. Det ringer hele tiden på døren – det ene blomsterbud afløser det andet, og dagens største bekymring er indtil videre, om jeg snart har vaser nok. Luksusproblem – det ved jeg!

I går glemte jeg at tage de 2 af mine 4 doser Panodil, så det tager jeg som et tegn på, at jeg ikke behøver dem. Så dagen i dag er startet uden nogen form for smertestillende, og her til aften har jeg det stadig fint. Men samtidig er jeg jo stadig også ret følelsesløs i hele brystet og overarmen, så det kan være smerterne først melder sig, når følelsen vender tilbage. Jeg har dog stadig fornemmelsen af et “bånd” der strammer om brystkassen.

Men det er som om operationen mere har lavet dybe ar i psyken end i selve min krop. Arrene på brystet er følelsesløse, men arrene inden i sjælen er ømme. Jeg mærker gråden gøre min hals tyk, når folk spørger hvordan jeg har det. Jeg undgår gråden ved at svare, at jeg har det fint. Det er også det svar de fleste bedst kan lide at høre.

Men jeg har det jo egentlig også ret fint – i hvert fald fysisk. Men psykisk ved jeg ikke helt hvordan jeg har det. Det er som om bedøvelsen er trængt ned hvor følelserne bor, og også har bedøvet dem. Så jeg hverken er glad eller ked af det. Bare underlig følelsesløs og tom. Jeg ved ikke hvorfor, men tror måske at operationen for alvor får en til at indse, at man er alvorligt syg, og nu kan det tilmed også ses rent fysisk på kroppen.

Min kontaktperson fra Center for Kræft og Sundhed ringede i forhold til at planlægge genoptræning. Jeg skal starte op med en fysioterapeut 2 uger efter operationen – det bliver rart at komme i gang.

Han understregede, at jeg skal holde mig i ro, hvis det er det jeg har behov for, men at jeg gerne må gå nogle ture i rask tempo, men jeg må allerførst starte cykling og eventuelt løb op efter nogle uger.

Jeg laver nogle øvelser hver dag som hospitalet har bedt mig om. Den ene af dem handler om at man skal stimulere området, man er opereret i. Jeg skal lægge en hånd på området ved arret og holde et let tryk i nogle minutter og derefter rykke hånden lidt videre. Det er min hadeøvelse. Det er ikke så rart at røre ved et følelsesløst område, der bobler op fordi det er fyldt med væske under huden. Og i dag kunne jeg mærke, at jeg blev ret utilpas da jeg gjorde det. Jeg måtte midt i øvelsen have hovedet ned mellem benene fordi jeg følte jeg skulle dejse om, men tror nu mest det var en psykisk reaktion.

Så jeg lagde mig over på sofaen igen og lå og kiggede på alle de smukke blomster…folk er virkelig søde, når man får kræft.