Operationen (mastektomi)

Jeg har sovet godt i nat uden nogen af de sædvanlige opvågninger, men jeg vågnede dog kl 4, hvorefter jeg ikke kunne sove mere. Jeg skal være på hospitalet klokken 07.15, men må senest drikke saft klokken 6, så derfor har jeg sat uret til klokken 05.30, så jeg kan nå at få et stille og roligt bad og få lidt hyldeblomstsaft indenbords til at tage den værste morgensult. Jeg har aldrig været i narkose før, og har altid været mega bange ved tanken om at skulle lægges i narkose, men af en eller anden grund så er jeg slet ikke nervøs her til morgen. Jeg havde en forventning om, at jeg ville vågne op rystende nervøs. Jeg er vildt bange for, at jeg dør under narkosen, men jeg har ikke den mindste uro i kroppen. Jeg tænker det nok kommer op ad morgenen.

Jeg er “heldigvis” vågnet med halsbrand, hvilket gør det lettere for mig at faste, for så har jeg ikke lyst til den morgenmad, jeg alligevel ikke må spise.

Jeg krammer min lille kære søn farvel og siger “vi ses senere” – jeg tror ikke 100% på det, men jeg håber det inderligt. Jeg kan se, at farmand står og kigger på os med blanke øjne.

Ovre på hospitalet på 10. sal bliver jeg taget imod af min søde sygeplejerske med et stort kram. Hun viser mig ind på min stue, hvor jeg får udleveret noget grønt og hvidt tøj, og får taget blodtryk og givet lidt formedicin. Hun fortæller mig lidt om hvad der skal ske, og at jeg klokken 08.40 selv skal gå ned på 3. sal på operationsgangen. Det er åbenbart fordi jeg er ung og frisk, at man sparer portøren væk.

Min kirurg kommer ind på hospitalsstuen sammen med en ung læge, som hun forklarer skal være med under operationen. Jeg tænker han er meget ung, men også lidt for pæn og velfriseret til at jeg nogensinde havde skudt ham til at være læge. Hun beder mig sætte mig op i sengen og så tegnede hun den nederste kant på mit bryst op med en sprittus og skrev datoen 3/10. Hun sagde, hun ville prøve at lave arret så fint hun kunne, og at hun ville forsøge at lave det buet i stedet for en lige streg, da det giver et pænere resultat. Jeg tænkte det er sødt af hende at gøre sig den umage, især fordi jeg formentlig alligevel skal have rekonstrueret brystet om nogle år, men det sætter jeg stor pris på.

Klokken er blevet 8.45 og min mand og jeg sidder på 3. sal i venteområdet på operationsafsnittet. Forinden har jeg givet ham koderne til de vigtigste ting i mit liv, samt instrueret ham om hvad han skal huske at gøre, hvis jeg ikke overlever. Det kan virke lidt dramatisk, men det er noget vi begge har brug for at dele. Minutterne føles som timer, men lidt over 9 bliver jeg hentet af en smilende narkosesygeplejerske, der som det første beder mig om at tisse af inden jeg kommer ind på operationsstuen. Da jeg går ind på operationsstuen undrer jeg mig over, at der på endevæggen er kæmpe store vinduer, der peger ud mod Fælledparken. Jeg har altid forestillet mig, at der ikke var nogen vinduer i et operationsrum. De beder mig om at tage tøjet af overkroppen og lægge mig på briksen i midten af rummet. Den er dejlig varm – lidt ligesom at ligge i noget varmt, blødt sand på stranden om sommeren. Jeg får sat elektroder på overkroppen og derefter bliver der lagt et drop i min venstre hånd, og så forklarer de mig kort hvad der skal ske. Jeg vil få noget stærkt smertestillende medicin i droppet, og derefter vil jeg få en iltmaske ført over munden og næsen, hvori jeg skal tage nogle gode dybe vejrtrækninger, så jeg får godt med ilt ned i lungerne og rundt i kroppen. Og derefter vil de give mig bedøvelsen. De fortæller mig, at det kan svide og brænde i armen, når bedøvelsen bliver trykket ind, men at jeg vil sove kort tid efter, og at smerten vil være væk igen, når jeg vågner. Jeg ligger og under mig over, at jeg stadig ikke er nervøs. Jeg er sindssygt bange, men jeg fornemmer stadig ingen adrenalin i blodet.

“Så starter vi”, hører jeg en stemme sige. Jeg ligger med følelsen af, at lige nu er der på ingen måde nogen vej tilbage, så jeg bliver bare nødt til at være med dem. De trykker hurtigt det smertestillende ind i droppet, og så får jeg iltmasken på. De beder mig fortælle, når jeg kan mærke det smertestillende i kroppen. Det skulle gøre mig varm på halsen og i ansigtet. Jeg synes der går 100 år før jeg kan mærke det, men der er sikkert kun gået få sekunder. De siger jeg skal tænke på noget dejligt. Jeg tænker på sommer og stranden og min søn. Jeg prøver at fokusere på strand, søn, strand, søn, sommer, men samtidig skal jeg huske at trække vejret dybt ind og ud igennem den underlige iltmaske, og jeg skal også lige huske, at jeg holder min mand i hånden mens jeg prøver at kigge på ham ud af øjenkrogen, samtidig med at jeg skal lytte efter hvad narkosesygeplejerskerne siger til mig. Jeg prøver igen at tænke på min mand og sommer og min søn, men bliver distraheret af, at jeg kan høre mit hjerte pludselig begynder at hamre derudaf på pulsmåleren, og det eneste jeg hører er BIPBIPBIP BIPBIPBIPBIP! Nu er jeg fucking nervøs. Jeg tænker på, at jeg er panisk angst for, at den store hvide sprøjte med narkosen bliver sprøjtet ind lige om lidt, men inden jeg får set mig om så sover jeg. Der er klokken 9.20.

Jeg vågner som hvis jeg havde sovet en middagslur. Det er lidt den samme følelse jeg har. Jeg er ikke forvirret eller noget, som jeg ellers havde forventet jeg ville være. Jeg kan huske, at anæstesilægen jeg talte med i går, sagde han havde drømt han var ude at sejle den mest vidunderlige tur på havet i halvanden time den allerførste gang han var i narkose, men jeg kan overhovedet ikke huske noget som helst. Hverken strand, sommer, min mand eller min søn.

De spørger mig, hvor ondt jeg har på en skala fra 1-10. Jeg synes det føles som 5. De siger jeg får noget smertestillende oppe på stuen. Det bekymrer mig ikke så meget. Det eneste jeg spørger om er, om det var den store eller den lille operation. De fortæller mig at det var den store. Jeg vidste det næsten godt, men tårerne begynder alligevel at trille ned ad kinderne på mig. Jeg kan mærke det gør mig rigtig ulykkelig. Det føles værre end det at jeg har fået fjernet hele brystet. Den store operation betyder, at de har fjernet alle mine lymfer i armhulen (en aksil-rømning), fordi der stadig har været cancer i min skildvagtslymfe og den hævede lymfe. Men den store operation betyder også, at der er risiko for at kræften har spredt sig videre ud i kroppen gennem lymferne. Og fjernelsen af lymferne i armen giver også hos en stor procentdel af de opererede kvinder den kroniske lidelse lymfødem, som jeg går og frygter. Jeg tror det primært handler om, at dette her kræftforløb har været rigeligt hård, og fyldt med nok halløj, og så orker jeg bare ikke tanken om, at det på en måde bare bliver ved resten af livet. Jeg har brug for at det slutter! At jeg kan lægge det væk og ikke skal mindes om kræften dagligt, og oven i det blive konfronteret med den medfølgende angst for tilbagefald. Jeg vil bare glemme det.

I mellemtiden har jeg åbenbart kørt i elevator mens jeg var liggende i min seng, og jeg ankommer på min hospitalsstue kl 12.50. Jeg bliver mødt af min mand, der ser meget glad og lettet ud. Han fortæller mig som det første, at det desværre blev den store operation. Jeg begynder at græde igen, og siger at det ved jeg.

Der kommer en ung sygeplejerske ind og måler blodtryk på mig og tjekker hvordan operationsområdet ved brystet ser ud. Hun giver mig nogle Panodil og Ibuprofen, og spørger hvordan jeg har det. Jeg begynder at græde igen. Mine våde øjne smitter, og hun bliver tydeligt berørt. Og så hyler jeg endnu en gang, da min faste sygeplejerske kommer ind og byder mig velkommen tilbage fra operationen, og spørger hvordan det går.

Jeg drikker rød saftevand og spiser råstegte kartofler med chilimayonnaise fra hospitalets cafeteria mens jeg går i gang med at sende beskeder til alle de kære mennesker, der bekymrede går rundt og venter på livstegn fra mig.

Midt i det hele kommer kirurgen ind og fortæller om operationen. Operationen var gået godt. Der havde desværre stadig været cancer i den hævede lymfe, og der var derudover også lidt cancer i en anden af de 3 lymfer, de havde startet med at tage ud. Hun sagde, at der var 50% chance for, at der også kunne være cancer i nogen af de øvrige lymfer, og at de derfor havde fjernet dem alle. Men det hele var gået glat fordi jeg er meget slank, for så er det åbenbart nemmere at finde lymferne og operere dem ud. Det var i øvrigt en fordel, at mit bryst var lille og overkroppen slank, da der så formentlig ikke ville komme så meget væske i operationsområdet, og helingen ville derudover også gå nemmere. Og så sluttede hun af med at sige, at jeg om nogle uger vil få svar på, hvor mange af de udtagne lymfer der eventuelt har indeholdt kræft, samt at jeg skulle have stråler efterfølgende, men det havde jeg nu også regnet med.

Der er ikke mange rolige øjeblikke på sådan en hospitalsstue, for nu stak aftensygeplejersken hovedet ind og sagde hej, og hun understregede samtidig, at hun gerne skulle give mig en arm, hvis jeg skulle ud og tisse, da man godt kan være ret svimmel efter narkosen. Vi gik derfor en tur på det lille hus, og jeg efterlod en stor grøn sø i toilettet. Den blå kontrastvæske, der blev sprøjtet ind under operationen kommer retur den vej.

Hun forklarede mig derefter lidt om, at der var sendt en ansøgning af sted til kommunen i forhold til bevilling af en brystprotese, men at jeg i mellemtiden ville få en midlertidig stofprotese med hjem fra hospitalet. Vi kiggede på de forskellige muligheder jeg kunne vælge imellem, og jeg fandt en god en, der passede rigtig fint i størrelsen – vel at mærke efter at jeg havde hevet halvdelen af fyldet ud.

Så fik jeg udleveret en hjertepude (www.heartpillow.dk), der er doneret fra Dansk Brystkræft Organisation. Det er en hjerteformet pude, der kan anvendes når man sidder eller ligger for at lindre og forebygge gener fra armen efter en brystkræftoperation.

Eftermiddag var nu blevet til aften. Hospitalerne er ikke så begejstrerede for, at man ligger og fiser husleje af, og de ser i øvrigt også brystoperationen som et halvambulant indgreb, så det er som hovedregel planen, at man bliver udskrevet 6 timer efter man er vågnet op fra operationen. Så kl. 18.30 var min gå-hjem-tid, og der blev jeg hentet af farmand og en glad lille dreng, og så cyklede vi ellers sammen hjem i ladcyklen – lettede, trætte og glade…