1. dag efter operationen (mastektomi)

2. dag efter operationen (mastektomi)

Der er egentlig ikke den store forskel i forhold til i går, ud over at jeg har været en del mere træt. Jeg har tilbragt stort set hele dagen på langs i sengen, kun afbrudt af korte ture ind til sofaen i stuen.

Og så har jeg været på toilettet mindst 100 gange i dag, da jeg har haft en masse ekstra væske i kroppen (cirka 2 liter), som åbenbart ville ud i dag. Jeg aner ikke, om det skyldes noget medicin eller narkosen, jeg har fået eller om det skyldes ekstra saltvand i droppet under operationen.

Jeg har fået lavet lidt af de øvelser, jeg skal lave hver dag, men det er vitterlig også dagens eneste aktivitet.

Der er en smule mere væske i brystet i dag, og det buler også lidt ud som om “kødet” er lidt hævet, hvilket egentlig ikke er underligt eftersom undersiden af huden jo er blevet skrællet for brystvæv, men der er stadig ikke så meget hævelse at det generer mig. Men i forhold til væsken er det en virkelig syret, men også lidt sjov oplevelse, at høre væsken gurgle og boble inde under huden, hver gang jeg løfter armen eller rykker mig det mindste.

Der er som i går stadig en del kløe i det opererede område, som jeg jo ikke kan gøre noget ved, fordi det klør på huden, der er følelsesløs. Det er til at blive komplet vanvittig af.

Jeg har taget både Ipren og Panodil smertestillende hele dagen i dag, men tænker i morgen bliver uden Ipren, da jeg stadig ikke har antydningen af smerter, og det er også den plan, hospitalet anbefaler.

Jeg er opereret i højre side, og det er gået op for mig, hvor meget jeg egentlig naturligt foretrækker at bruge den højre arm til at hive og åbne ting med, selvom jeg er venstrehåndet. Det skal jeg prøve at vænne mig af med, så armen ikke bliver belastet mere end højst nødvendigt. Jeg må gerne bruge armen, men jeg skal helst ikke løfte, bære eller hive med den det første stykke tid – det gælder særligt også i forhold til ikke at få provokeret armen i relation til udvikling af lymfødem.

Men den manglende brug af armen samt det sidste døgns sengeligning har desværre givet mig ret ondt i ryggen fordi jeg har kompenseret med den anden side, men det er nok svært helt at undgå.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

1. dag efter operationen (mastektomi)