Nye bivirkninger - nerveskader og smagsforstyrrelser

Tamoxifen – antihormonbehandling i 10 år

Kort fortalt: Fordi jeg har en hormonfølsom tumor og fordi jeg ikke – før jeg kom i kemo – var gået i overgangsalderen, skal jeg have antihormonbehandling med Tamoxifen i 10 år. Det er særligt også meget gavnligt for mig i forhold til forebyggelse af ny cancer, fordi på min hormon-undertype (Luminal A) reagerer rigtig godt på antihormon.

Nå men altså “Antihormon”…det lyder jo egentlig meget fredeligt, men det kan nok være, at jeg fik morgenjuicen galt i halsen, da jeg sad og hyggelæste indlægssedlen til mine nye antihormonpiller, Tamoxifen, selvom sygeplejersken tydeligvis havde prøvet at tale mig fra det.

Men halloooo…jeg er typen der læser med i min journal! Jeg læser alle scanningssvar, og vidste allerede flere dage forinden jeg skulle til mødet på Rigshospitalet for at få at vide om det var kræft eller ej, at det var kræft – for det havde jeg tjekket på sundhed.dk. Så selvfølgelig læser jeg da også den skide indlægsseddel, selvom jeg bliver frarådet det. Kunne i øvrigt ikke nogensinde drømme om bare at spise piller uden at vide hvilke bivirkninger de har.

Det første mine øje rammer på indlægssedlen:

”Alvorlige bivirkninger

Almindelige bivirkninger: Kan forekomme hos op til 1 ud af 10 behandlede

  • Grå stær (uklart syn), nedsat syn pga. sløring af hornhinden og /eller ændringer i nethinden. Kontakt lægen.
  • Lammelser, taleforstyrrelser, bevidstløshed pga. blodprop i hjernen eller hjerneblødning. Ring 112.
  • Åndenød, smerter i brystet med udstråling til arme eller hals, voldsomme smerter i maven, lammelser, føleforstyrrelser, talebesvær, smertende og evt. hævede arme eller ben pga. blodprop. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.
  • Pludselige brystsmerter som starter eller forværres ved dyb indånding eller ved hoste, ofte ledsaget af forpustethed, hoste og evt blodigt opspyt pga. blodprop i lungerne. Kontakt straks læge eller skadestue. Ring evt. 112.”

Ok, så 3 ud af de 4 alvorlige bivirkninger ender med at man skal ringe 112, og det sker ifølge medicinalfirmaet for cirka 1 ud af 10 og er “almindelige bivirkninger”. Og oven i det kan jeg blive ramt af akut synsnedsættelse, livmoderkræft og 1000 andre ikke så rare, men mere almindelige bivirkninger. Meget betryggende…

Konklusionen må være, at enten reder de her piller mit liv, eller også tager de livet af mig!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nye bivirkninger - nerveskader og smagsforstyrrelser