8. gang kemo (6. gang Paclitaxel) + nye bivirkninger

Kemohjerne!

Kemohjerne…Jeg ved det kan lyde som et slang-ord eller en dårlig joke, men det er det altså ikke.

Det er dog heller ikke en decideret lægelig diagnose, men alligevel en forholdsvis anerkendt tilstand, der kan forekomme, når man bliver syg med kræft og får kemoterapi. Ofte skyldes kemohjerne en kombination af flere faktorer, f.eks. hormonbehandling, hormonforandringer i forbindelse med overgangsalderen (som jeg jo allerede har haft fornøjelsen af at opleve), behandling med medicin, stress, angst, depression, søvnløshed, træthed, alder m.m.

Jeg har snuppet nedenstående oplistede symptomer fra cancer.dk, hvor man kan læse nærmere om det at have kemohjerne. Blandet andet kan kemohjerne medføre:

  • Nedsat hukommelse
  • Påvirket koncentrationsevne
  • Vanskeligheder ved at huske og genkende navne, steder, begivenheder og nyligt modtagne beskeder
  • Man er let at distrahere
  • Har vanskeligheder ved at multi-taske

Og gud hvor er det desværre sandt. Jeg lider p.t. af alle 5 punkter, og det har jeg gjort længe! Jeg kan pludselig stå og ikke kan huske hvad min kollega gennem 1 1/2 år hedder, eller kan fuldstændig have glemt navnet på nogen fra mit “kræft-træningshold”, som jeg lige for tiden ser 4 gange om ugen. Navnet er bare helt væk.

Og jeg har præsteret at gå ned for at hente en pakke, jeg havde bestilt til en pakkeshop, uden forinden at have fået en sms om at den var kommet frem til pakkeshoppen. Kuk kuuuuuk! Og dagen efter da jeg så endelig fik sms’en og kunne hente pakken, så skulle jeg vise min veninde den fine gule pung jeg havde fået på udsalg, så jeg tog et billede af den, men fik ved en fejl sendt billedet i en SMS til pakkefirmaet i stedet for til hende. Hvem sagde idiot…?

Jeg har også fået sendt en mail af sted på mit arbejde, hvor jeg har fået skrevet “noget”, hvor der i stedet skulle have stået “nået” – en fejl jeg ALDRIG nogen sinde ville have kommet til at lave under andre omstændigheder. Og en ting er, at jeg har skrevet forkert, men jeg fangede heller ikke fejlen, da jeg korrekturlæste mailen igennem inden afsendelsen. Pinligt!

Ovenstående episoder er alle sket inden for få dage, så jeg kunne nok med lidt held skrive en 500-siders roman med lignende eksempler inden måneden er omme, hvor jeg heller ikke har været den skarpeste kniv i skuffen eller den hurtigste knallert på havnen…Man er vist bare rent mentalt på en anden planet, når man får kræft.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

8. gang kemo (6. gang Paclitaxel) + nye bivirkninger