Mit hår er faldet af!

Jeg vidste jo det vil ske…Det er den eneste kemo-bivirkning som alle med garanti kender…HÅRTAB!

Og det føler jeg mig egentlig ok afklaret med, men det er jo også nemt at sige, når man trods alt stadig har sit hår…eller i hvert fald 50% tilbage af det. Hver gang jeg børster det eller trækker en hånd gennem håret falder der store totter af (du kan se videoer af dette på min Instagram her). På trods af det tror jeg, at den skelsættende dag for alvor kommer, når jeg står der pilskaldet og pludselig ser rigtig syg ud.

For som jeg tidligere har fortalt, så er kræft en underlig størrelse, for jeg kan jo hverken se eller mærke, at jeg er syg. Men det ændrer hårtabet på en eller anden måde på. Så kan jeg i hvert fald SE at jeg er syg. Og værre endnu…det kan alle andre også. Og hvad bliver man så mødt med? Folk der glor helt vildt, mens de undersøgende kigger på mig for at finde ud af, hvad der mon “er galt” med mig…eller næsten endnu være, folk der kigger ud af øjenkrogen med skjulte eller vigende blikke, fordi de bliver totalt ukomfortable af at kigge på mig, fordi de ikke ved hvad de skal sige eller gøre. Same same…

Jeg tror også hele min håndtering af hår-situationen handler om, hvorvidt man enten ligner en bedre version af G.I. Jane, når alt håret er væk… eller om man ligner en sur gammel mand.

Det er underligt som ens fokus kan ændre sig i takt med at sygdommen skrider frem. Da jeg første gang hørte ordene “du skal have kemoterapi” – tænkte jeg med det samme: Fuck hvor er det typisk…nu har jeg for første gang i 40 år fået sundt, langt og naturligt hår, og det er lige blevet den længde jeg har gået og ventet på i flere år, og så skal det ryge af. Det er fandme skæbnens ironi…TYPISK! My luck. Rend mig et vist sted. Og gu gider jeg røv at være skaldet og grim og…ÅÅÅHHHHH. Jeg får lyst til at skrige!

Men da jeg så fik den rimelig positive prognose i forhold til min sygdom så ændrede mit mindset sig, og så tænkte jeg, “nå det er jo bare hår” og måske bliver jeg vildt lækker som skaldet. Eller også gør jeg ikke, men så må jeg jo finde en flot paryk, og den tror jeg heldigvis, at jeg har fundet nu. Og det giver også en vis ro indeni.

Men nu hvor der er udsigt til, at jeg rent faktisk kan overleve det her L*RT, så betyder det hår ikke en skid. Bare jeg overlever! Og det er den følelse, jeg stadig har og tror jeg vil blive ved med at have i forhold til canceren og det medfølgende hårtab – også når de sidste 50% af håret ryger af. Men det er svært at sige, hvordan jeg tager det, men det lover jeg, at du nok skal være en af de første til at få at vide, når det sker.

“Hey cancer! Tag mit bryst, tag mit hår – bare du ikke tager mit liv!”