Jeg er bange…

Jeg er bange for at jeg har fået kræft alle steder i kroppen. Jeg kører fingrene hen over huden på de øverste ribben, der sidder mellem brystet og kragebenene, og bliver i tvivl om bulerne under huden er knogler eller nye kræftknuder. Min paranoia slører min fornuft.

Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver rask.

Bange for at blive rask, for derefter at få et tilbagefald.

Jeg er bange for at leve med kræft, og bange for at leve efter kræft.

Kræften og angsten for kræften er blevet min ufrivillige livsledsager resten af livet, og jeg er bange for, at kræften har ødelagt mit liv for altid, og at angsten forhindrer mig i at blive “mig selv” igen.

Og jeg er bange for at dø. Mest for at dø fra min søn, men også fra resten af min familie. Og fra mig selv.

Jeg er bange. Bange for kræft.