Nr. 2 MR-scanning i dag - er tumoren skrumpet?

Hvilken kemoterapi får jeg + bivirkninger

Her er en samlet oversigt over min kemobehandling, da jeg kan se, at jeg kun har fået beskrevet det i små bidder i flere forskellige indlæg. Der kan derfor i nedenstående være lidt gentagelser fra tidligere indlæg.

Lægerne har besluttet, at jeg skal have kemoterapi inden operationen – det kaldes neoadjuverende behandling. Målet med den medicinske behandling er at mindske kræftknuden inden operationen.

Fordi min tumor har den størrelse den har (området strækker sig over 67 x 26 x 56 mm), og fordi der er sket spredning til lymfen, anvender man kemoterapi før operation for at se, om canceren kan trække sig tilbage fra lymferne og i det hele taget blive mindre, således at man får et bedre resultat ved operationen. Det kan nemlig give en del sen-følger/komplikationer, hvis man får fjernet for mange lymfekirtler i armen, så derfor vil man som udgangspunkt helst fjerne så få som muligt, og det kan lade sig gøre, hvis man giver kemoterapi først. Derudover kan medicinsk behandling udrydde fjernmetastaser, der måtte have forvildet sig forbi lymfen og ud i blodbanen.

Derudover har neoadjuverende behandling (kemoterapi-behandling før operation) den fordel, at man kan se om kemoterapien hjælper på den pågældende kræftform jeg har. Det kan man jo ikke hvis tumoren først er blevet fjernet. Jeg bliver under kemobehandlingen løbende MR-scannet i brystet, så de kan holde øje med, om tumoren skrumper. Hvis den mod forventning ikke gør det, så skal jeg starte på en anden type kemo med det samme.

Min tumor er 80% østrogenfølsom hvilket betyder, at den vokser ved tilstedeværelse af østrogen, og jeg skal derfor “have lukket ned” for østrogenet i min krop med anti-hormon.

Jeg skal have det man kalder “de 6 serier”. Jeg starter med at få to forskellige slags kemo (Epirubicin og Cyklofosfamid) som jeg skal have 3 gange med 3 ugers mellemrum. De mest almindelige bivirkninger ved disse kemotyper er kvalme og træthed. Derefter skal jeg have kemo en gang om ugen i 9 uger (Paclitaxel). Paclitaxel skulle efter sigende slet ikke give kvalme og ubehag, men udelukkende nervepåvirkning i hænder og fødder.

Kemoterapien angriber celler der deler sig hurtigt. Kræftceller er hurtigtvoksende og kemoterapien får derfor kræftcellerne i brystet og lymfen til at stoppe med at vokse. Men der er andre hurtigtvoksende celler i kroppen såsom hår, hud, knoglemarv, slimhinder og immunforsvaret som også bliver berørt af kemoen.

Det er blandt andet derfor man mister håret, men det betyder også, at mit immunforsvar bliver totalt nedbrudt. En uge efter kemobehandlingen er mit immunforsvar helt i bund, og det vil det være den efterfølgende uge, hvor jeg derfor vil være ekstra udsat for at få infektioner.

Det aller vigtigste under mit kemoterapi-forløb er, at jeg ikke må få feber. Hvis min temperatur stiger til over 38,5 skal jeg – uanset om det er dag eller nat – kontakte hospitalet med det samme. Det skyldes, at infektioner med et lavt immunforsvar er lige så farligt som at få blodforgiftning. Så hvis det skulle ske bliver jeg indlagt med det samme og får behandling med penicillin intravenøst. De har sagt, at de til en hver tid vælger at overmedicinere i sådanne tilfælde frem for at tage nogen som helst chancer. Så det med feberen skal man virkelig tage alvorligt (jeg tager det faktisk så alvorligt, at jeg ikke forlader mit hjem uden et termometer, hvis jeg er det mindste halvsløj). Så ja, jeg er hunderæd for at blive syg mens jeg er under kemobehandling, fordi sygdom = feber, og feber = indlæggelse på hospital og mulig udskydning af kemobehandlinger.

Hvis du vil læse om hvordan det foregår, når man får selve kemoterapien kan du læse om det her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nr. 2 MR-scanning i dag - er tumoren skrumpet?