“Det er slut”-konsultation på Rigshospitalet

I dag har jeg været til konsultation på Rigshospitalet. Det var bare et lille møde mellem mig og min faste overlæge på onkologisk afdeling. Jeg tror det var tænkt som et “nu er det hele slut og du er færdig med behandlingen”-møde.

Det var faktisk mest mig der talte… Kender du det, når den anden ikke siger så meget, og uhh så bliver man bange for stilheden og det akavede, og begynder at ævle derudad om ALT! Uden stop!

Og det var sådan det foregik i dag. Hun spurgte “hvordan har du det?“, og det var åbenbart mit stikord til at fortælle om alt fra mine kognitive vanskeligheder med hukommelsesbesvær, og at jeg mange morgener ikke kan huske, om jeg f.eks. har givet hundene morgenmad, eller om jeg har taget min antihormonpille en halv time forinden, og at jeg mange gange om dagen går ind i et rum efter noget, men på vejen derind har glemt hvad jeg skulle hente og så videre og så videre.

Og jeg fortalte hende om min frygt for tilbagefald og om der er sket spredning af kræft til hele kroppen, og at jeg ved det mindste jag i nakken tror jeg har fået hjernemetastaser, og om at jeg er begyndt at arbejde igen, og at det går rigtig godt. Og så fik vi lige talt lidt om lymfødem, antihormoner, hedeture og min stadigt udeblevne menstruation (den forsvandt under kemoen, som satte mig i kunstig overgangsalder) og om min mors overgangsalder, og min mosters brystkræft osv osv osv.

Og så vigtigst af alt, så fik jeg bekræftet, at de i nærmeste fremtid ville booke den PET-scanning (fuldkropsscanning) som jeg “tudede mig til” og blev lovet for flere måneder siden, fordi jeg ikke har kunnet finde ro indeni oven på at tumoren voksede under kemoen, og derfor går og er bange for, at der er sket spredning til andre steder i kroppen. Hun sagde dog, at hun var helt sikker på, at min scanning ville være fuldstændig “ren”, men at jeg nok skulle få den alligevel.

Næste kontrol er mammografi til oktober, og ellers fik jeg at vide, at jeg endelig skal råbe op hvis jeg oplever noget unormalt i kroppen eller noget der gør mig utryg i hverdagen i forhold til om kræften er kommet tilbage.