Hos lægen

Mammografi, ultralydsscanning og biopsi (Triple-test)

Der gik en uge fra jeg fik kræftpakke-henvisningen fra min læge og til jeg den 20. maj 2019 lå på en lægebriks på Rigshospitalets Mammaradiologiske klinik ned henblik på yderligere undersøgelser af knuden og lymfen.

Jeg fik først taget mammografi (røntgenbilleder af brystet, mens det klemmes sammen i en maskine). Der blev taget 3 billeder af hvert bryst fra forskellige vinkler. Disse viste ingen unormale forhold i brystet. Lægen forklarede mig, at det skyldes, at unge kvinder har meget brystvæv, hvilket i mit tilfælde kamouflerede knuden i brystet. Jeg har hørt mange sige, de synes mammografi gør ondt, men det synes jeg altså ikke det gjorde, og jeg har små/“normal” størrelse bryster.

Mit bryst blev undersøgt med lægens hænder for at afgøre knudens hårdhed, størrelse og om overfladen var glat eller ujævn. Dernæst blev brystet ultralydsscannet og der kunne man se alt. Der sad to  1-2 cm store knuder ved siden af hinanden ved siden af brystvorten under areolaen, som længere nede i brystet var forbundet med noget væv imellem sig (knuden havde en slags timeglasform). Der var således både væv og blodtilførsel mellem de to knuder hvilket gjorde, at det nu blev betegnet som én tumor.

Lægen gav udtryk for at det ikke så godt ud. Min mand spurgte lægen direkte, om han troede det var cancer, og til det svarede lægen: “Nu har jeg været overlæge i 22 år, og jeg laver disse undersøgelser hver eneste dag, og jeg er ikke i tvivl om, at det er cancer, men vi skal selvfølglig have taget en biopsi for at være helt sikre”. 

Jeg stivnede selvom det egentlig var det svar jeg havde forventet at få. Tankerne om at jeg skulle dø meget snart fløj rundt i hovedet på mig, og jeg følte jeg skulle besvime, selvom jeg lå ned.

Lægen fandt en lang sprøjte frem med bedøvelse og bedøvede brystet. Det gjorde ikke ondt, men var et kort sekund en smule ubehageligt. Han tog biopsier fra de to knuder og fra det omkringliggende væv. Derefter blev der taget væv fra den hævede lymfe.

Jeg gik med en underlig ro i kroppen hjem med beskeden om, at de ville beholde mig i kræftpakke-forløbet for at fremskynde processen, og at jeg om 8-10 dage ville blive indkaldt til et møde med en kirurg, når svar på biopsier og nåleprøver havde været drøftet på en lægekonference. På mødet ville jeg få præsenteret en helt klar pakke med mit kommende behandlingsforløb.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hos lægen