Hævet lymfe..."Har jeg mon brystkræft?"

Knuden i brystet

Det er sen eftermiddag, lørdag den 11. maj 2019, og vi (mig, min mand og min dreng på 4 1/2 år) er lige kommet hjem fra en hyggelig dag hos et af vores vennepar. Jeg har modtaget en skjorte med posten, som jeg lige skal prøve inden min søn skal puttes.

Jeg tager bh på, men idet jeg løfter det højre bryst op i bh’en mærker jeg pludselig en kæmpe knude inde i brystet lige ved siden af brystvorten. Alt står stille…jeg mærker en varme brede sig i hele overkroppen og har det som om jeg skal besvime.

Jeg mærker forsigtigt igen for at se om jeg har mærket rigtigt. Det har jeg.

Inde i brystet kan jeg mærke to runde knuder ved siden af hinanden. Jeg kan kun mærke øverste halvdel af dem, da resten er gemt længere nede i brystvævet, men jeg vil skyde på de hver er cirka 1,5-2 cm i diameter.

Jeg skal dø! Det er den første tanke der popper op i mit hoved. Nu har jeg 2 ud af 4 symptomer på brystkræft og jeg er skræmt fra vid og sans. Kan jeg godt få brystkræft når jeg er så ung (42 år) uden at have arvelige anlæg for det? Hvor længe har de været der? Kan det passe jeg skal dø? Hvor lang tid har jeg tilbage at leve i? Skal min elskede søn vokse op uden en mor? Var knuderne der også da jeg undersøgte brystet da jeg fandt den hævede lymfeknude? Måske…

Jeg har altid undersøgt mine bryster et par gange om året, men jeg har aldrig nogen sinde tænkt på, at jeg skulle mærke lige under brystvorten. Da jeg undersøgte brystet ved fundet af den hævede lymfe undersøgte jeg brystet med cirkelbevægelser, men mine cirkelbevægelser har bare skubbet knuden rundt, så jeg ikke mærkede den.

Det eneste jeg tænker på er, at jeg skal til læge. Nu!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hævet lymfe..."Har jeg mon brystkræft?"