Sådan er min hverdag med brystkræft

Jeg tror det er meget individuelt hvad der fungerer for den enkelte person, men for mig har det efter kræftdiagnosen blev stillet, hjulpet på humøret og mit velbefindende, at finde tilbage til min normale hverdag igen. Det betyder blandt andet, at jeg stadig går på arbejde de dage jeg kan.

Jeg arbejder verdens bedste sted, og har de bedste chefer og kollegaer. Jeg har faktisk kun arbejdet der et år, men er faldet virkelig godt til og stortrives. De udviser alle omsorgsfuldhed og dyb forståelse for min situation, hvilket er en kæmpe lettelse og glæde.

Efter diagnosen har jeg dog arbejdet kortere dage, da mit overskud er blevet mindre, og da jeg har dårligere hukommelse og overblik, og svært ved at koncentrere mig, når jeg arbejder mere end 4-5 timer. Der er to kollegaer, der tager sig af mine faste arbejdsopgaver, så jeg ikke skal stresse over at have en masse uløste opgaver liggende, og jeg har fået at vide, at jeg kan komme og gå som jeg vil. Hvis jeg har en off-day så skal jeg bare blive hjemme, og de ønsker kun at jeg tropper op på kontoret, hvis det er gavnligt for mig selv. Det primære for dem er, at jeg koncentrerer mig om at blive rask. At have sådan en arbejdsplads er intet mindre end guld værd.

Jeg synes det har været positivt overvældende, hvor meget støtte og hvor mange gode tilbud der er – i hvert fald i Københavns Kommune – når man får en kræftdiagnose. Både i forhold til rådgivning og støttegrupper til mig og/eller mine pårørende, træningsforløb, kost, makeup-kursus i at camouflere at brun og vipper er væk, og rådgivning til familier med små børn osv.

Så en stor del af min tid bruger jeg p.t. på disse tilbud samt går til aftaler og undersøgelser på hospitalet. Lige nu er mit primære fokus at få trænet og at gå til forskellig slags kræftrådgivning, herunder familierådgivning, hvilket især er gavnligt når man har et lille barn.

Min søn på 4,5 år har fået at vide, at jeg har noget dumt inde i brystet, som kan gøre mig syg, hvis det ikke bliver fjernet, og at jeg skal have det aller stærkeste super-medicin som hospitalet har, som desværre også kan gøre mig træt og dårlig, så jeg måske ikke kan lege så meget med ham som jeg plejer.

Vi har ikke fortalt ham at det er farligt, men han fornemmer uden tvivl alvoren omkring det. Det er vigtigt at man informerer sine børn om at man er syg. De kan nemlig udmærket fornemme, at der er noget galt, og hvis man ikke fortæller dem hvad det er, så tror børnene at det er dem der har gjort noget forkert, og at det er derfor mor og far er underlige og kede af det. Det er også vigtigt, at man løbende informerer dem om kemoterapi og andre undersøgelser (uden for mange detaljer), så de føler sig inkluderet i familien og i alt det, der knytter sig til behandlingen.

Der gik cirka 2 1/2 uge fra jeg fandt knuden i brystet og til min søn blev informeret. Jeg ville gerne have en 100% sikker diagnose og ikke mindst prognose inden han fik det at vide. I den mellemliggende periode på et par uger oplevede jeg, at min søn kom cirka 5 gange og sagde til mig at han havde ondt i maven, hvilket han aldrig har gjort før. Det var for mig en helt klar indikation af, at på trods af at min søn kun er 4 1/2 år, så kunne han med det samme fornemme, at der var noget galt.

Han er i perioder nysgerrig omkring min brystkræft og spørger hvordan det er kommet derind, og om han må se mit bryst og give det medicin mens han lyser på det med sin lommelygte. Men han mangler i den grad overskud, og hans temperament har den sidste uges tid været eksplosivt. Alt skal helst gå efter hans hoved, og ved den mindste konflikt siger han at “nu er det blevet en ond dag, og det er mors/fars skyld”. Han er tydeligvis frustreret, og det er formentlig fordi han er bange og angst, men slet ikke har en moden nok hjerne eller viden til at kunne bearbejde det. Og det er som forældre svært at vide, hvad der er det rigtige at gøre, og hvordan vi bedst håndterer ham og de situationer der opstår, på den bedste måde, og derfor er det rigtigt rart med familierådgivning.

Lige nu har jeg det rigtig godt både fysisk og psykisk, men jeg ved også, at det lige pludselig kan ændre sig, så derfor har jeg startet et forløb op med en psykolog, hvor jeg kan tale hele situationen igennem og være lidt på forkant – men måske også forebygge – at jeg falder i alt for store, dybe huller på min vej.

Man kan vist godt sige, at jeg har været rimelig inaktiv i forhold til at dyrke motion tidligere. Jeg har stort set ikke rørt mig ud over 2 x 8 minutters daglig cykeltur til og fra arbejde, og så måske en enkelt luftetur af mine to tykke mopshunde. Jeg har læst om flere internationale forskningsresultater der viser, at der ved brystkræft ses 26-40 % lavere risiko for tilbagefald og død, hvis patienten dyrker motion med højt aktivitetsniveau. Så derfor er jeg selvfølgelig begyndt at dyrke motion – det gjorde jeg faktisk allerede fra det tidspunkt jeg havde været til triple-testen. Ud over øget chance for helbredelse hjælper motion også på de gener jeg får af kemoterapien, så det har fået virkelig høj prioritet. Jeg overvejer slet ikke om jeg har lyst eller ej – det skal bare gøres!

Og ellers prøver jeg egentlig bare at nyde hver eneste dag og glæde mig over det jeg har, mens jeg dog hele tiden har i baghovedet hvor skrøbeligt livet er…